Er avocadoer dårlige for klimaet?
De smager fantastisk, bugner af sundt fedt, er rige på kostfibre, og så er de blevet anklaget for at være klimasyndere. Men er de nu også det?
De smager fantastisk, bugner af sundt fedt, er rige på kostfibre, og så er de blevet anklaget for at være klimasyndere. Men er de nu også det?
Du er helt sikkert ikke den eneste, der spiser din avocadomad med en snert af dårlig klimasamvittighed, men det er der faktisk ingen grund til. De grønne herligheder er nemlig slet ikke så skadelige for klimaet, som mange tror. De transporteres godt nok langt, men med skib, som er en meget effektiv transportform. Faktisk er deres klimaaftryk på linje med æbler, der ligger på kølelager i nogle måneder, før de rammer supermarkedet.
Den grønne sag kan dog være mindre bæredygtig af andre grunde. Den dyrkes ofte i egne af verden, hvor der kan være vandmangel, og derfor kan produktionen betyde, at lokale vandressourcer overudnyttes. Samtidig ender en del avocadoer i skraldespanden, fordi de når at blive overmodne, før vi fisker dem op af frugtskålen. Og det er selvfølgelig ikke optimalt at bruge en masse energi på en vare, som så bare bliver kasseret. Vi har derfor samlet et par opbevaringstricks herunder, så dine avocadoer ender i maven frem for skraldebøtten.
Kilde: Thomas Roland, CSR-chef hos Coop
En skål på køkkenbordet er det bedste sted at lægge dine umodne avocadoer. De kan ikke tåle kulde, så hvis du tyr til køleskabet, stopper du modningen, og frugten får brune pletter.
Medmindre du vil fremskynde modningen, skal du ikke lægge dem sammen med tomater, æbler og citrusfrugter. De udskiller ætylen, som sætter skub i modningen.
Er avocadoerne modne, kan du dog sagtens lægge dem i køleskabet. Her kan de holde sig i flere uger, mens de på køkkenbordet bliver kedelige efter et par dage.