Hvorfor er nogle mennesker slanke, uanset hvad de spiser?

Nogle mennesker lader til aldrig at blive tykkere, uanset hvad de gør. Det gør en del af os grønne af misundelse, men faktisk stigmatiseres naturlig tyndhed ofte.

Kvinde spiser chokolade

HVORFOR – sætter den samme plade chokolade sig ikke lige meget hos alle

© iStock

Det, du undrer dig over, kaldes også naturlig tyndhed. Det er stadig umuligt at sige med sikkerhed, hvorfor nogle mennesker har ekstremt svært ved at tage på i vægt.

Én ting, forskningen i hvert fald kan slå fast, er, at det ligger i generne. Men om tynde mennesker så “bare” har mindre appetit, et lidt højere hvilestofskifte, større trang til at bevæge sig eller måske har sværere ved at optage kalorier i tarmsystemet, det aner man lige nu ikke.

En anden mulig årsag til naturlig tyndhed kan være brunt fedtvæv, som er noget, vi alle sammen har en lillebitte mængde af i kroppen. Det opfører sig anderledes end resten af vores fedt, det såkaldte hvide fedtvæv. Det brune fedt producerer nemlig varme og er således med til at forbrænde kalorier. Et enkelt videnskabeligt studie peger på, at naturligt tynde menneskers brune fedtvæv er mere aktivt, men der mangler meget mere forskning på området.

Læs også: BEREGN: Hvor mange kalorier forbrænder min træning?

En ting, vi dog kan slå helt fast, er, at naturlig tyndhed ikke skyldes spiseforstyrrelser. Desværre møder naturligt tynde mennesker ofte den misforståelse, og det kan føles stigmatiserende og være svært at gøre op med.

Er det sundhedsfaglige personer, fx læger eller sundhedsplejersker, der tror, at man er tynd, fordi man sulter sig eller på anden måde har et forstyrret forhold til mad, kan det sågar påvirke den behandling, man får.

Så lige så vel som overvægtige personer kan opleve udskamning på grund af deres vægt, kan det for naturligt tynde mennesker skabe mindreværd at leve i et samfund, hvor skønhedsidealerne sommetider lyder, at mænd skal have muskler og kvinder former.

Læs også: Har du styr på fedtet?

Forskere fra Metabolismecentret på Københavns Universitet skal i gang med at se nærmere på tynde menneskers livsstil og biologi for at blive klogere på, hvorfor de har så svært ved at tage på.

Her vil man blandt andet undersøge, hvad der sker, når meget tynde mennesker overspiser. Om de for eksempel producerer mere varme bagefter eller måske bliver hurtigere mætte. Om 5-10 år er vi formentlig meget klogere.

KILDE: Jens Lund, ph.d., postdoc og forsker i naturlig tyndhed ved Metabolismecentret på Københavns Universitet

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 19/2023