Ignorer de dårlige dage

Fjerde trin i Rikke Rønholts strategi går ud på at ignorere de dårlige dage og ikke lade dig slå ud.

Tag det fra en, der har løbet i 25 år: Uanset hvor god form man er i, så vil der altid være dage, hvor benene er tunge, og hvor det virker, som om der er modvind på hele ruten.

Formkurven er en underlig organisk størrelse. Den går op og ned, og der er ikke altid nogen logik i det. De dårlige dage kommer bare, uden varsel. Hvis du træner regelmæssigt, bliver du med garanti bedre. Men du må ikke lade dig slå ud af en tung dag. Se den som et depositum på kontoen. Og glæd dig så til en bonus, næste gang du snører løbeskoene.