Får perfektionister lettere stress?
Der er en sammenhæng mellem perfektionisme og stress, men hvad kommer først - perfektionisme eller stress?
Der er en sammenhæng mellem perfektionisme og stress, men hvad kommer først - perfektionisme eller stress?
Det er et godt spørgsmål – der stadig debatteres af stressforskere. På den ene side har forskning flere gange påvist, at der er en sammenhæng mellem stress og perfektionisme: Hvis du sætter høje standarder for dig selv og føler dig utilstrækkelig, når du ikke lever op til dem, så er din risiko for at være stresset altså målbart forøget.
Men på den anden side er der et element af hønen eller ægget ved sammenhængen mellem perfektionisme og stress, for man ved reelt ikke, om perfektionismen går forud for stressen eller omvendt. Nogle psykologer har peget på, at stress kan føre til en adfærd, der minder om perfektionisme, men som egentlig er udløst af stress.
For mange mennesker er deres selvforståelse og selvværd tæt knyttet til deres arbejde, og når de pludselig oplever ikke længere at kunne præstere som før, vil de gå meget langt for at genoprette et selvbillede af at være dygtig og kompetent.
Spørgsmålet “er jeg god nok til mit arbejde?” er for rigtig mange mennesker det samme spørgsmål som “er jeg god nok?”, og når man bliver i tvivl om svaret på det spørgsmål, kan det udløse et overengagement i ens arbejde, der blandt andet kan komme til udtryk som perfektionisme og nulfejlskultur.
Det bliver med andre ord en ond cirkel, hvor man får sværere og sværere ved at udføre sit arbejde ordentligt, samtidig med at det føles vigtigere og vigtigere for én at gøre det.
Læs også: Stress – sådan reagerer din krop
Kilde: cand.psyk.aud. Malene Friis Andersen og Psykiatrifonden
I FORM nr. 14/2023