Tjek, om du har en søvnsygdom

Årsagen til, at du har svært ved at sove, kan være en egentlig sygdom, der ofte er genetisk betinget.

Listen over de såkaldte søvnsygdomme er gennem de seneste år vokset markant og nærmer sig nu de 100 hos International Classification of Sleep Disorders.

Man regner med, at mellem 10 og 20 pct. af alle danskere har en af de mange former for søvnforstyrrelser, der kan hæftes betegnelse sygdom på. Heraf er kun 1-2 pct. i behandling.

De mest almindelige søvnsygdomme er samlet i kategorien dyssomnier og tæller insomni, som er besvær med at falde i søvn og sove igennem, samt hypersomni, der bl.a. tæller obstruktiv søvnapnø, narkolepsi, natlige benspjæt og urolige ben. Dertil kommer en tredje gruppe søvnsygdomme, der udløses af døgnrytmeforstyrrelser som skifteholdsarbejde og jetlag.

Der findes forskellige behandlinger, der spænder fra operation og tandskinner til vejrtrækningsapparater og kognitiv adfærdsbehandling, bl.a. afslapningsteknikker.