Derfor kan det gøre ondt efter sex
Smerter under og efter sex er som regel ufarlige, men kan have konsekvenser for dit sexliv og parforhold, hvis du ikke tager hånd om dem.
Smerter under og efter sex er som regel ufarlige, men kan have konsekvenser for dit sexliv og parforhold, hvis du ikke tager hånd om dem.
Sex skal helst være forbundet med nydelse og afslapning, men ifølge en dansk undersøgelse fra 2022 har omkring hver femte kvinde problemer med sexlivet. Den hyppigste årsag er smerter ved samleje.
Der kan være mange forskellige grunde til smerterne, men særligt én årsag er meget udbredt – og ganske enkel at behandle.
Den kommer til udtryk ved svie, kløe, en brændende fornemmelse, og under sex kan det føles, som om du har sandpapir i skeden. Vi taler om tørre slimhinder.
Tørre slimhinder eller vaginal tørhed opstår især, når vi kvinder går i overgangsalderen, men graviditet, amning og brug af p-piller kan også gøre dig tør forneden. Årsagen er den samme – nemlig mangel på østrogen.
Læs også: Perimenopause: Den tidlige overgangsalder, du skal kende
Østrogen sørger nemlig for at holde slimhinden i skeden elastisk og fugtig, så vi har et naturligt smøremiddel under sex.
Vaginal tørhed kan heldigvis behandles. Der findes bl.a. effektive hormonfri præparater med hyaluronsyre, som du kan købe i håndkøb. På recept kan du få lokalbehandling med hormoner, fx vaginaltabletter eller vaginalring, som typisk har lidt større effekt.
Under sex kan du hjælpe slimhinderne endnu bedre på vej ved at bruge en god glidecreme eller olie – fx mandelolie.
KILDE: Sundhed.dk m.fl.