Ny forskning: Du er mest glad om morgenen

Du er ikke alene, hvis dit humør ændrer sig i løbet af dagen. Måske kan du genkende dig selv i det mønster, forskerne har opdaget.

Kvinde ligger i sengen og smiler, efter hun er vågnet test

MÅSKE VÅGNER DU OP MED ET SMIL – men mærker du, at dit humør ændrer sig i løbet af dagen? Forskning viser, at vi ikke er lige glade hele tiden.

© iStock

Kender du det, at du om morgenen kan føle dig lykkelig og tilfreds, men om aftenen er humøret dalet?

Hvis du oplever, at dit humør svinger i løbet af dagen, og du endda føler dig lykkeligere på bestemte tidspunkter, så er du langt fra alene.

Ny forskning fra University College London viser nemlig, at folk er i bedre humør om morgenen og slutter i det værste humør omkring midnat. Og så spiller ugedage faktisk også en rolle.

Læs også: Disse sygdomme kan bekæmpes med motion

Morgenglad og ensom om aftenen?

Hvor glad har du følt dig i den forgangne uge? Hvor tilfreds har du været med dit liv? I hvilken grad har du følt, at det, du laver i dit liv, er meningsfuldt?

I over to år har næsten 50.000 voksne svaret på spørgeskemaer med sådanne spørgsmål.

Med næsten en million spørgeskemasvar kunne forskerne se en tendens:

“Vores resultater tyder på, at folks mentale sundhed og trivsel i gennemsnit er bedst om morgenen og dårligst omkring midnat,” udtaler hovedforfatter på studiet Dr. Feifei Bu i en pressemeddelelse.

Vi vågner generelt med mere lykke, tilfredshed og en følelse af mening med livet. Men omkring midnat føler vi os ofte mere triste og ensomme.

Forskerne peger på, at kroppens indre ur kan spille en rolle. For eksempel topper hormonet kortisol kort efter du vågner, og er lavest omkring sengetid.

Også ugedagene spiller ind på vores humør.

Forskerne kunne se, at deltagerne var lykkeligere, mere tilfredse med deres liv og fandt mere mening med livet om mandagen og fredagen end om søndagen. Også om tirsdagen kunne de se, at folks lykkefølelse var højere.

Når det gælder ensomhed, er der ikke samme udsving mellem dagene.

Og så er der årstiderne. Her kommer det sikkert ikke som nogen overraskelse, at deltagerne generelt har det mentalt bedst om sommeren.