Hun er psykolog og arbejder med narcissisme: Disse skjulte tegn skal du kende
Psykolog Cleoh Dharma Søndergaard har beskæftiget sig med narcissisme i mange år. Hun tager dig med ind bag narcissisternes facade og forklarer, hvordan hun spotter en narcissist. Der findes nemlig både forskellige typer og karaktertræk.
Mange kender nok myten om den unge, smukke Narcissus, der forelskede sig i sit eget spejlbillede. Han sad hele dagen langs floden og stirrede på sig selv i vandet, indtil han sygnede hen og døde af uopfyldt længsel til sig selv.
Ligesom Narcissus er fællestrækket for alle narcissister, at de er forfængelige og har et oppustet selvbillede.
Det fortæller psykolog Cleoh Dharma Søndergaard, der selv kigger efter 6 karaktertræk, når hun skal spotte en narcissist – eller hjælpe sine klienter til at spotte og tackle narcissisme hos en nærtstående.
I mange år har Cleoh Dharma Søndergaard beskæftiget sig med narcissisme og narcissister på sin klinik, og i efteråret 2025 udgav hun en bog om emnet.
Hun fortæller, at de to mest kendte karaktertræk er er forfængelighed og selvoptagethed:
“En narcissist finder det ekstremt vigtigt at se godt ud, gå i det rigtige tøj, have de rigtige mærker, køre i de rigtige biler. Det hele handler om, hvordan det ser ud udefra,” fortæller Cleoh Dharma Søndergaard.
De fire sidste karaktertræk finder du herunder ligesom Cleoh Charma Søndergaard længere nede gennemgår de fire forskellige typer af narcissister, som findes.
Dårligt selvværd
Når forfængelighed er et karaktertræk, der går igen hos narcissister er det ikke en tilfældighed – det er nemlig en måde for narcissisten at dæmpe dårligt selvværd og en følelse af utilstrækkelighed. For det kæmper narcissister med – inderst inde er de både usikre og har det svært med dem selv.
Det er dog ikke noget, en narcissist vil indrømme.
Hun peger på, at narcissisme ikke er en diagnose, men derimod et udtryk for, at man har flere narcissistiske træk end gennemsnittet. Mange af os har nemlig enkelte af de karakteristiske træk, uden at det gør os til narcissister.
Ender ofte i konflikt
Hvis du har været i konflikt med en narcissist, så er du nok ikke den eneste, som han eller hun har ladet sit dårlige selvværd gå ud over.
Konflikter har det med at klæbe sig til narcissistiske mennesker.
De kan nemlig blive utrolig vrede over det mindste, der kan opfattes som kritik. Læg dertil, at narcissister ofte er jaloux og misundelige og har svært ved at rumme kritik.
Modsat elsker narcissister at få ros og anerkendelse. Men også her er vejen til konflikt kort. Et eksempel kan være, hvis du får en gave, som narcissisten har forestillet sig, at du vil rose ham for:
“Hvis du ikke viser en overdreven taknemmelighed, eller hvis du fx bytter en gave fra en narcissist, vil personen blive meget vred og måske fornærme dig,” siger Cleoh Dharma Søndergaard.
“Fælles for alle narcissister er, at de er forfængelige, har et oppustet selvbillede og så er de ikke særligt empatiske!”
— Cleoh Dharma Søndergaard, klinisk psykolog
BETEGNELSEN NARCISSISME er inspireret af den græske myte om en ung, smuk Narcissus, som forelsker sig dødeligt i sit efter spejlbillede – en straf påført ham af gudinden Nemesis.
Selvom alle narcissister kendetegnes af seks fælles karaktertræk, kan de ifølge psykolog Cleoh Dharma Søndergaard inddeles i fire forskellige narcissist-typer:
Den grandiøse narcissist
Måske har du mødt en person, der kun kan tale om sig selv. Han spørger aldrig ind til dig. Og hver gang, du fortæller om en oplevelse, kommer han straks med en endnu vildere fortælling.
Så er du måske stødt på det, Cleoh Søndergaard kalder for en grandiøs narcissist.
Personer med grandiøs narcissisme er ekstremt selvoptagede, vil konstant prale og forsøge at imponere andre, og så har de meget høje tanker om dem selv. De ser verden i hierarkier, og de taler ned om mennesker, de opfatter som længere nede ad rangstigen end dem selv. Dem, som narcissisten placerer på samme trin som sig selv, bliver opfattet som konkurrenter.
En grandiøs narcissist er den mest almindelige og kaldes også for den "klassiske narcissist”.
Covert narcissist: Den sårbare og indadvendte
En covert narcissist, også karakteriseret som den sårbare, indadvendte eller skjulte narcissist, ser sig selv som et misforstået geni.
De er som ofte ikke kommet særligt langt i deres liv og ser hele verden som værende imod sig.
Coverte narcissister er ubehagelige over for andre og kommer ofte med passive-aggressive kommentarer med meget kritik mellem linjerne.
Ligesom de andre narcissister føler de sig berettiget til særbehandling og bliver meget fornærmede over små ting, fx hvis de ikke får den bedste plads på en restaurant.
Nogle gange viser de tegn på – eller har en – depression. I modsætning til andre med depression, vil den sårbare narcissist ofte dyrke sin depression og bruge den som undskyldning for at opføre sig dårligt.
“Du er godt nok grim. Hvor er du heldig, at du skal følges med mig, for jeg har gjort noget ud af mig selv”.
Det kunne være en kommentar, man kan høre fra dem, Cleoh Søndergaard betegner som godartede narcissister.
De kommer ofte til at fornærme og nedgøre andre, uden at de selv lægger mærke til det. Men de gør det ikke for at være udspekulerede eller i en ond mening – de har nemlig ikke nogen fornemmelse af, at de er manipulerende, pralende eller gør noget forkert.
Som de andre typer af narcissister er en godartet narcissist meget overfladisk og sammenligner hele tiden sig selv med andre.
Den ondartede narcissist
Denne form for narcissister er mere sjældne end de andre, og de er meget mindre sympatiske.
En ondartet narcissist gør kun noget, der kan betale sig for personen selv. De gør derfor ingen gode gerninger, medmindre at andre skal beundre dem for det.
De er overfladiske og sammenligner sig selv med andre, og de kommer bevidst med onde kommentarer.
Ondartede narcissister mener, at love og regler er åndssvage, og den ondartede narcissist mener selv, at han har lov til at bryde dem. Hvis andre derimod ikke overholder reglerne, bliver narcissisten selv meget fornærmet.
Der er helt tiden en ulmende, underliggende vrede hos personer med ondartet narcissisme, og de er aggressive og kan råbe, skrige og angribe andre.
En ondartet narcissist minder altså lidt som en psykopat, idet han eller hun manipulerer med andre og bryder med reglerne. Men en ondartet narcissist kan – modsat en psykopat – godt føle dårlig samvittighed over for deres ugerninger.
KILDE: Cleoh Dharma Søndergaard. Cleoh er klinisk psykolog, foredragsholder og får i efteråret 2025 udgivet en bog om narcissisme og emotionelle utilgængelige forældre.