Hvad er gaslighting?

Har du hørt nogen bruge udtrykket gaslighting? Her kan du lære, hvad det betyder, og hvad der typisk kommer ud af munden på en person, der gaslighter dig.

Kvinde der ser opgivende ud fordi hun bliver gaslightet

GASLIGHTING – Det kan være svært at holde hovedet koldt, hvis du bliver gaslightet.

© iStock

Gaslighting er en alvorlig form for psykisk vold, som udføres bevidst, og som skal tages meget alvorligt.

Men ved du, hvilke faresignaler du skal være opmærksom på? Hvis ikke, kan du se dem herunder. Du får også en række eksempler på, hvad en person, der gaslighter dig, kan finde på at sige, ligesom vi giver gode råd til dig, der bliver udsat for gaslighting.

Så er du i tvivl om, hvorvidt du bliver udsat for gaslighting, eller vil du bare gerne lære mere om begrebet, så læs med her!

1 Hvad betyder gaslighting?


Gaslighting er et ord, som af og til hives frem for at beskrive oplevelser, hvor nogen er blevet løjet for eller forsøgt manipuleret – i større eller mindre grad. Helt konkret er gaslighting dog en meget alvorlig form for psykisk vold, der har til formål at skade og forvirre en person ved at overbevise vedkommende om, at det, han eller hun oplever, ikke stemmer.

2 Hvordan foregår gaslighting?


Når nogen gaslighter, gør de det for at få magt over et andet menneske og nedbryde dem over tid.

Inden for psykologien taler man om to faktorer, som skal være til stede, for at der er tale om gaslighting: at det foregår konsekvent over lang tid, og at den, der gaslighter, mere eller mindre bevidst går efter at skade den anden og nedbryde tilliden til vedkommendes egen virkelighedsopfattelse.

Gaslighting

Hvordan foregår gaslighting?

Når nogen gaslighter, gør de det bevidst, og det er et forsøg på at nedbryde en person over tid. Det kan for eksempel være, at vedkommende bringer irrelevante ting ind i en diskussion for at forvirre dig eller sender skylden tilbage på dig.

3 Er gaslighting bevidst?


Ja. Man kommer ikke til at gaslighte nogen ved en fejl, og bliver du for eksempel revet med i et skænderi og i kampens hede hører dig selv bortforklare dine handlinger med nogle pointer, der måske ikke helt holder, betyder det ikke automatisk, at du gaslighter den anden.

Gaslighting er ikke noget, der bare hænder. Det er en adfærd, som efterlader offeret med en følelse af skyld og skam og en oplevelse af at være i tvivl om, hvorvidt man kan stole på sin egen mavefornemmelse.

4 Hvem udøver gaslighting?


Hos nogle kan gaslighting blevet en måde at kommunikere på i relationer. Det gælder særligt dem, der har haft svære traumer i barndommen og derfra har fået en forstyrret tilknytning eller dårlige parforholdskompetencer. Det kan også være personer med misbrug eller personlighedsforstyrrelse.

5 Gaslighting – hvad er faresignalerne?


Bliver du udsat for gaslighting, fx af en partner, kan det helt konkret opleves, som at han eller hun benægter ting, der er sket, at vedkommende bringer irrelevante ting ind i en diskussion for at forvirre dig eller sender skylden tilbage på dig i en grad, hvor du begynder at spørge dig selv: “Forestiller jeg mig noget, der slet ikke er sket?”

6 Råd til dig, der bliver udsat for gaslighting


Råd til dig, der bliver udsat for gaslighting

Gaslighting råd - Tal med andre

Tal med andre

Den, du betror dig til, kan hjælpe med at holde fast i, hvad der er virkeligt, og minde dig om, at dine følelser er ægte, og at du skal handle på dem. Organisationer som Dannerhuset og Exitcirklen kan rådgive dig om psykisk vold.

Gaslighting råd - Opsøg viden

Opsøg viden

Læs artikler, tal med en psykolog, og bliv bedre til at genkende, hvornår der er tale om gaslighting.

Gaslighting råd - Tag faresignalerne alvorligt

Tag faresignalerne alvorligt

Uanset hvilket mærkat vi sætter på oplevelsen af manipulation, er der noget grundlæggende i vejen, når du føler dig løjet for eller bliver i tvivl om, hvorvidt du kan stole på din mavefornemmelse. Hvad er det, der får alarmklokkerne til at ringe? Mærk efter, og tag din tvivl alvorligt.

Gaslighting råd - Hold dig til sagen

Hold dig til sagen

Hvis du først hopper på de kroge, der kastes ud af den, som gaslighter (såsom at forsvare angreb på dig om ting fra fortiden), signalerer du, at kommunikationen er relevant og o.k. Hold derfor fast, og forsøg at forlade eller afslutte samtalen. Gaslighting er nedbrydende, både på ens energi, virkelighedsopfattelse og selvværd.

Kilde: Cleoh Dharma Søndergaard, ledende klinisk psykolog, sexolog og podcaster. Laver podcasten ‘Hvorfor gik du ikke bare’. Læs mere om gaslighting på www.Innervention.dk

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 04/2023