Kan jeg lære ikke at være jaloux?

Jalousi kan let ødelægge et forhold, når de forbudte følelser kiler sig ind imellem jer. Men der er håb, for faktisk kan du lære at slippe de ødelæggende følelser. Læs her hvordan.

Kvinde, mand, telefon,seng

JALOUSI I terapi kan du lære at bryde de negative tankemønstre, der styrer dig, og i stedet fokusere mere på at pleje jeres forhold.

© iStock

Ja, det kan faktisk godt lade sig gøre, men det forudsætter, at du arbejder med dig selv og med den måde, som du håndterer de jaloux tanker på.

Det kan fx være gennem terapi.

Nogle psykologer bruger metakognitiv terapi, der tager afsæt i, at du ikke selv bestemmer, hvilke tanker der dukker op i dit hoved, men at du bestemmer, om du griber fat i tankerne.

I terapien lærer du at flytte dit fokus, og du får nogle strategier til at bryde de destruktive tankemønstre, som du ofte selv får det dårligt af at have.

Jalousi kan som andre tvangstanker i værste fald ende med at styre dit liv og ødelægge jeres parforhold.

I terapi lærer du også, at du ikke kan forhindre, at din partner er dig utro, ved at du ligger søvnløs derhjemme og skummer, mens han er til fest.

Og at det kun giver dig en kortvarig ro, hvis du stiller regler op for ham, fx ved at forbyde, at han danser med andre, eller kræver, at han er hjemme til en bestemt tid.

Reglerne vedligeholder bare din jalousi og mistro.