Sluk mobiletelefonen en weekend – så meget vinder du

Der er mere nærvær og bedre koncentration i vente, hvis du for en stund kapper båndet til din mobiltelefon. Hør hvorfor en weekend giver de bedste resultater.

Kvinde sidder og læser i en bog. Hun har digtial detox.

DIGITAL DETOX giver god tid til at lave andre ting, der gør dig glad. Boglæsning virker fx afstressende.

© iStock

Hver gang du går på mobiltelefonen, sidder algoritmer på lur for at afkode, hvad du interesserer dig mest for. Næste gang du er på, får du mere af det indhold, der har de bedste chancer for at fastholde dig.

Det skaber afhængighed.

Og hvad værre er: Vi er slet ikke bevidste om det.

“Den belastning, du er udsat for, når du er på skærmen, er mindst lige så belastende, som den et arbejde giver,” siger læge og ekspert i digital sundhed Imran Rashid.

Belastningen sker bare uden de regler, vi kender fra arbejdsmarkedet, som fx pauser, antal timer om ugen og ferier.

Når vi ubevidst konstant er på vagt over for, hvad der sker på mobilen, mister vi gradvist evnen til at slappe af. Det går først og fremmest ud over koncentrationsevnen og de sociale evner.

Kan ikke bare slukke

Udfordringen ligger i, at vi i en digital hverdag har brug for mobilen til alt fra at betale i supermarkedet til at vise billet i toget, så det er svært at se, hvordan man kan lægge den væk.

“Det er ikke et problem at bruge telefonen, men det er et problem, når vi ikke kan lade være med at bruge den.”
— Imran Rashid, læge og ekspert i digital sundhed

Når telefonen først er oppe af lommen, fører det ofte til brug, som vi slet ikke har planlagt. Hvis du fx fremviser din billet på skærmen, når du kører tog, er det let at fortsætte på Facebook og Candy Crush resten af togturen.

Når billet-appen står side om side med “rene sukker"-apps, stiller det umenneskelige krav til vores modstandskraft.

“Der er værktøjer, vi skal lære at bruge – og stimulanser, vi skal gardere os imod,” som Imran Rashid siger og fortsætter:

“Derfor er det vigtigt at holde pause fra skærmen, så den ikke ender med at dræne hjernen for vores kognitive ressourcer, ofte uden at vi opdager det.”

Udnyt weekendens frihed

Heldigvis findes der tidspunkter, hvor vi er mindre afhængige af telefonens digitale løsninger som kreditkort, rejsekort, Mit ID osv. – nemlig i weekenden. Og derfor er netop weekenden et godt tidspunkt at starte sin detox.

Digital detox weekend betyder ganske enkelt at slukke telefonen fredag ved fyraften og først tænde igen mandag morgen. For de fleste af os vil det være muligt at undvære mobilen i den periode.

Men let er det ikke nødvendigvis.

“Er du vant til at være på 5-6 timer om dagen og køre på et tårnhøjt dopamin-niveau, er det en god idé at skrue forbruget ned inden detox-weekenden,” siger Imran Rashid.

Godt for den mentale sundhed

Det kan være en smule angstprovokerende at slukke mobilen. Og så en hel weekend. Men det er indsatsen værd.

“Vi har al den forskning, der underbygger, at det er gavnligt for dit mentale helbred at begrænse generel brug af smartphone og særligt brug af sociale medier,” siger Imran Rashid.

Har du lyst til selv at digitalt detoxe din weekend? Så får du Imran Rashids råd her.

Kvinde slukker for sin mobil i en digtial detox

AT SLUKKE MOBILEN er let. Men at holde fingrene fra den en hel weekend kræver rygrad – og en plan.

© iStock

Gode råd til digital detox weekend

Skru ned i ugen op til

Jo mere tid du normalt bruger på mobilen, jo mere vil den trække i dig. Er du på mere end 3 timer dagligt, bør du bruge ugen op til din mobilfri weekend til at mindske forbruget.

Læg en plan for weekenden

Besøg tante Gitte, gå en tur i skoven eller inviter gæster. Chancerne for at lykkes stiger, hvis du bevidst har lagt en plan for, hvad du skal nu, hvor mobilen er væk.

Fjern telefonen

Telefonen skal ud af dit åsyn. Du kan fx lægge den i postkassen. Hvis den er i dine omgivelser, så regn ikke med, at du kan bevare kontrollen over den.