Må jeg stoppe en penicillinkur før tid?
Det er en uskreven regel, at man skal tage al sin penicillin – også selvom man føler sig rask. Men nu er der ny forskning på området.
Det er en uskreven regel, at man skal tage al sin penicillin – også selvom man føler sig rask. Men nu er der ny forskning på området.
I mange år har vi fået at vide, at vi skal tage hele vores antibiotikakur – også selvom vi føler os raske efter et par dage.
Man mente nemlig, at det forhindrede antibiotikaresistens (AMR), som er gået hen og blevet en global sundhedstrussel.
Men ny forskning viser, at det faktisk kan være bedre for vores krop og ikke mindst miljøet, hvis vi forkorter behandlingen.
Det viser sig nu, at jo længere tid vi udsættes for antibiotika, desto større er risikoen for at skabe resistens.
Selv en kort kur kan påvirke kroppen negativt ved at forstyrre tarmfloraen og skabe en resistens, som kan vare i årevis.
Læs også: TARMKUR: Tab dig – og få tarme i topform
Selvfølgelig er vi mennesker forskellige, og det gælder bestemt også, når vi bliver syge. Vi reagerer forskelligt på behandling, alt efter vores alder, immunforsvar og sundhedstilstand i det hele taget.
Derfor skal antibiotika heller ikke nødvendigvis gives lige længe for alle mennesker.
Videnskabelige studier peger på, at for sygdomme som lungebetændelse kan kortere behandlinger være lige så effektive som lange.
Netop undersøgelser af lungebetændelse har vist, at en antibiotikakur på bare tre dage var lige så effektiv som én på otte dage, hvis patienterne allerede havde oplevet markant forbedring efter et par døgn.
Læs også: Sådan spotter du en lungebetændelse
Der er ingen tvivl om, at antibiotika stadig er en vigtig del af moderne medicin, men det er på tide at revurdere gamle retningslinjer for at beskytte os selv og miljøet mod en situation, hvor vi bliver mere og mere uimodtagelige over for behandlingen.
Uanset hvordan du føler dig, er det dog altid nødvendigt at aftale nærmere med din læge, hvis du vil stoppe en kur før tid, fordi symptomerne forsvinder.
Heldigvis er der gode chancer for, at din krop allerede har bekæmpet infektionen, hvis du har det godt igen.