Skal du spise ristet brød, når du har dårlig mave?

Vi har spurgt en diætist om, hvad der er bedst at spise, hvis du har diarré – og om der virkelig er hold i påstanden om, at du ikke bare skal spise brød, men ristet brød.

Ristet toastbrød

RISTET eller ej? Det gør ingen forskel, når du har diarré.

© iStock

Maven vrider sig, og den ene tur på tønden tager den anden. Diarré er ufedt, men ikke desto mindre noget, vi allesammen rammes af fra tid til anden.

Når der er bøvl med bagpartiet, er din appetit måske ikke så stor, men et eller andet skal du jo spise, og hvad er så egentlig bedst?

Læs også: Ro i maven med low FODMAP-diæten

“Der er ikke nogle fødevarer, der i sig selv fjerner diarré, men der er ingen grund til at spise store mængder fiberrige fødevarer, hvis du har diarré,” fortæller Mette Borre, som er klinisk diætist.

I denne her situation skal du altså holde igen med mange af de fødevarer, som vi ellers lovpriser – fx rå grøntsager og bønner.

Lyst brød er fint – ristet eller ej

“Lige i det her tilfælde er det fint at spise lyst brød, men det, at det er ristet, gør altså ingen forskel,” fortæller Mette Borre.

Årsagen til, at det lyse brød kan være en ven i nøden, er, at fiberfattige fødevarer bruger længere tid på rejsen gennem tarmsystemet, og det er en fordel, når der ellers er turbo på tarmen.

Der er dog én fiberrig fødevare, som du ifølge diætisten ikke behøver at boykotte:

“Havregryn og havregrød er også godt, fordi det binder væske, så det bliver i kroppen i stedet for at komme ud.”

Læs også: Fiberrig kost: Se TOP 10 over mad med flest fibre