Kan træning gendanne slidt brusk?

Mistet brusk kommer aldrig tilbage. Men fortsæt med at træne, for det hjælper på smerterne alligevel. Forstå, hvordan det hænger sammen – og få tips til, hvordan du skal træne.

Person svømmer

SVØMNING er godt for ømme led. Men hvis badehætter og baner ikke lige er dig, har al mulig motion en god effekt.

© iStock

Det korte svar er nej. Men træning skader ikke – heller ikke selvom brusken allerede er slidt. Der er ikke sammenhæng mellem, hvor slidt brusken er, og hvor ondt man har.

Det skyldes, at artrose (slidgigt) rammer hele leddet, ikke kun brusken, og at årsagen til smerten ikke sidder i brusken, men i andre strukturer i og omkring fx knæet.

Det betyder derfor også, at du selv kan gøre noget for at reducere smerte og forbedre din funktion.

Træning har vist sig at være rigtig godt til både at reducere smerter i forbindelse med artrose og holde kroppens funktion ved lige, også efter at skaden er sket.

Når du træner dine muskler, så styrker og stabiliserer du leddet og bliver i det hele taget mere udholdende. Du vil derfor bedre kunne holde til at gå på trapper, løfte tungt eller rejse dig fra sofaen.

Det virker!

Forskning gennem de sidste 30 år har undersøgt effekten af struktureret træning til mennesker med knæ- og hofteartrose.

Læs også: Slidgigt i knæ – typiske tegn og gode behandlingsmuligheder

Resultaterne viser, at de, der gennemgår et træningsforløb, oplever mindre smerte og bedre funktion og livskvalitet end dem, der ikke træner. Træning har endda samme effekt, som du kan forvente at få ved at tage smertestillende medicin.

Der er ikke én type træning, som er bedre end andet, men opsøg gerne en fysioterapeut, der kan lave et målrettet program og tilpasse det løbende.

Er du indtil videre lykkeligt forskånet for ledsmerter, så kan du gennem regelmæssig træning og en sund vægt være med til at vedligeholde din brusk og forebygge smerter så længe som muligt.

Den regelmæssige belastning og aflastning, som træning bidrager til, styrker leddene og musklerne.

Tips til træningen

Hvis du oplever, at dine ledsmerter er værre 24 timer efter træning sammenlignet med før, skal der justeres på intensiteten eller øvelserne.

Har du for ondt til at styrketræne i maskiner eller med egen kropsvægt, eller foretrækker du andre former for træning, kan du overveje disse alternativer:

Ikon som viser en person der svømmer

Svømning

Du vejer mindre i vand, så belastningen på leddene mindskes. I vand kan man også lave vandaerobic, aquayoga og andre øvelser.

Ikon som viser en person der cykler

Cykling

Du undgår hårde stød op i knæ og hofter, når du sidder.

Ikon som viser en person der går

Gåture

Her kan stavgang eventuelt give lidt ekstra støtte og hjælpe med balancen, hvis du er bekymret for at falde.