Har jeg ret til et helbredstjek hos lægen?

Blodprøver, tjek af blodtryk og fysiske tests – ikke fordi du har symptomer på sygdom, men bare for en sikkerheds skyld. Lyder det fristende? Vi har talt med en læge om, hvorvidt helbredstjek er en god idé.

Moden kvinde patient hos læge

HELBREDSTJEK en gang om året tilbydes som en del af mange private sundhedsforsikringer.

© iStock

Hvis du nogensinde har ejet en bil, så ved du, at sådan en skal til serviceeftersyn hvert eller hvert andet år. Her bliver den tjekket igennem, og små problemer bliver opdaget, inden de vokser sig store.

På samme måde køber nogle sig til private helbredstjek for at fange eventuelle sygdomme i opløbet, men kan man egentlig få samme ydelse i det offentlige sundhedssystem – og er det en god idé?

Læs også: Perfektionist? Brug det positivt, og undgå at brænde ud

De spørgsmål har vi stillet Mireille Lacroix, som er praktiserende læge og næstformand i Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

“Der er ikke nogen ret til helbredstjek, og vi laver dem så vidt muligt ikke,” fortæller hun.

Læs også: Hvornår bør jeg egentlig gå til lægen?

Helbredstjek er unødvendige

Når Mireille Lacroix og hendes kolleger ikke foretager særligt mange helbredstjek, skyldes det, at de ifølge hende sjældent er nødvendige.

“Det er dokumenteret, at helbredstjek af en bred, rask befolkning er fuldstændigt unyttigt,” fortæller hun og tilføjer, at det ofte er sunde og raske mennesker, der efterspørger helbredsundersøgelser.

Der er ifølge Mireille Lacroix faktisk ingen grupper – heller ikke ældre – hvor det giver mening at lave helbredsundersøgelser. Hun tilføjer:

“Men det er klart, at hvis du som patient ringer og fortæller, at din bror lige er død af en blodprop, og du måske selv er ryger, så kan det godt være, at vi synes, du skal komme ind og blive tjekket.”

Generelt lyder opfordringen dog, at du skal gå til lægen, hvis du har symptomer, der gør dig bekymret – og her skal du aldrig føle dig til besvær – men et “serviceeftersyn” er meget sjældent nødvendigt.

KILDE: Mireille Lacroix, praktiserende læge og næstformand i PLO