Begyndende demens kommer ofte snigende. Så det er svært at skelne, hvornår den almindelige glemsomhed eller isolation er blevet sygelig. Sygdommen kan også gøre, at du ikke selv kan erkende det. Men det er vigtigt at blive udredt, så du kan få den rette hjælp.
DEMENS - Har du demens i en tidlig fase, kan du heldigvis gøre flere ting for, at sygdommen udvikler sig så langsomt som muligt.
Opfører du dig, som du plejer? Stort spørgsmål, men det er jo netop det, man spørger sig selv om, når man frygter en begyndende demens. Lad os tage et par eksempler.
Hvis du har en fritidsinteresse som at gå til sport eller at lave frivilligt arbejde, kommer du så lige så ofte ud ad døren, som du plejer? Du kan også spørge dig selv, om du nyder sociale sammenkomster, eller om du føler større trang til at melde afbud?
Måske har du oplevet at sidde til en middag og misse en joke eller miste overblikket over, hvem der tales om. Disse situationer er almindelige tidlige tegn på demens.
“De allertidligste ting, der sker, er en ændring i personligheden. Det er ikke altid hukommelsen, som demensen angriber først. Hvis man ændrer rutiner og vaner eller bliver mere irritabel eller indelukket, kan det også være demenstegn,” siger Lotte Kofoed Hansen, der har over 20 års erfaring som demenskonsulent.
Hvis man ændrer rutiner og vaner eller bliver mere irritabel eller indelukket, kan det også være demenstegn.— Lotte Kofoed Hansen, demenskonsulent
I det første lange stykke tid er det slet ikke sikkert, at du registrerer en forandring. Den kan være svær at få øje på, fordi symptomerne kommer langsomt.
Desuden er det en del af sygdommen, at man ikke altid selv lægger mærke til ændringerne. Til gengæld er udmattelsen måske til at tage og føle på:
“Man har sværere ved nogle ting, så man anstrenger sig for at gøre de ting, man plejer. Det kan mange mærke, men det er ikke sikkert, at de forbinder det med demens,” fortæller Lotte Kofoed Hansen.
Og det hænger selvfølgelig sammen med det følelsesmæssige bjerg, der skal bestiges, hvis sygdommen skal ses i øjnene. Det stereotype billede af en demensramt er én, der ikke kan kende sin egen familie eller opfører sig voldsomt og aggressivt.
“Det kan være overordentligt svært at erkende, at man har demens. Hvis man selv kender en, der har demens, kan man tænke: Gud, er jeg sådan en nu? Hvad er jeg så værd? Man bliver selvfølgelig bange og skræmt, og det er også helt almindeligt at føle stor skam,” forklarer Lotte Kofoed Hansen.
Så hvis du ikke har lyst til at fortælle nogen om tegn på demens eller at gå til læge, er det altså en helt naturlig reaktion.
En naturlig følge af den forvirring og bekymring, du flyder rundt på, er at forsøge at skjule sine begyndende mangler:
“Man gør alt, hvad man kan, for at passe ind og være, som man plejer. Som mennesker er vi afhængige af at være en del af fællesskabet, så man gør sig virkelig umage for ikke at falde igennem,“ siger Lotte Kofoed Hansen.
Nogle har så stor succes med at holde sammen på sig selv, når “de er på”, at det kun er de allernærmeste, der får indblik i den ændrede opførsel, som demensen bringer med sig.
“Hvis man fx har været til en familiefødselsdag, kan folk komme op til konen til den demensramte og sige: ‘Vi kan slet ikke mærke på ham, at der er noget galt.’ Men lige så snart hun og manden sætter sig ud i bilen, fyger manden om sig med skældud og bebrejdelser,” siger Lotte Kofoed Hansen.
Det er samtidig et eksempel på, at uvidenhed avler flere problemer. Forestil dig samme fødselsdag, hvor selskabet har fået at vide, at manden har begyndende demens, og hvad de kan gøre for at hjælpe ham. I det tilfælde kan de placere ham ved et firemandsbord i stedet for ved et langbord, så han bedre kan overskue situationen.
Det er i det hele taget vigtigt at tale åbent om sygdom i familien, som du kan læse mere om her.
87.000 danskere over 65 år har demens? Det estimeres, at der er 3.000 demensramte under 65 år.
Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens
“Det er derfor, det er så vigtigt at være åben omkring din sygdom, for så kan omgivelserne indrette sig efter det, så du stadig kan deltage. Det har kæmpe betydning,” siger demenskonsulenten.
Målet er, at du kan fortsætte et godt og meningsfuldt liv så længe som muligt. Og det er der heldigvis gode muligheder for, når først erkendelsen er landet, og du og dine nærmeste kan indstille jer på, hvordan dit liv bedst leves nu.
Demens er uhelbredeligt, men du kan gøre noget for at forsinke sygdommens udvikling.
Bliv ved med at gøre de ting, der giver mening og fornøjer dig. Det holder dig i gang
Få hjælp til et ugeskema, så mandag fx er støvsugedag, tirsdag gåtursdag osv.
Sund mad, fysisk bevægelse og søvn er endnu vigtigere end før for at give kroppen de bedste forudsætninger.
Når dine omgivelser kender til din situation, kan de tage hensyn til dig, så du kan fortsætte med at have et aktivt og socialt liv så længe som muligt.
Det er sygdommen, der hæmmer din situationsfornemmelse, gør dig distræt, kortluntet osv. Det er ikke dig selv. Så pak skammen væk.
Det er meget givende at udveksle erfaringer med andre. Undersøg, om der er et mødested eller en samtalegruppe for demensramte nær dig.