Humørsvingninger? Se, om du kan give dine hormoner skylden
PMS kan være irriterende at få skudt i skoene. Men omvendt er det måske også rart med en naturlig forklaring på dårligt humør. Få lægens svar på, om tristhed, irritation og vrede virkelig hænger sammen med cyklus.
Er det den tid på måneden? Et spørgsmål, du måske har hørt, mens du var rasende eller irritabel. Men uanset hvor enerverende det lyder, så har spørgeren faktisk noget at have det i.
For kvinders humør kan let blive påvirket af de hormonelle svingninger, der sker i løbet af en menstruationscyklus. Det er fx ikke unormalt at blive mere vred, trist, irritabel eller følsom i dagene lige op til menstruationen – også kendt som PMS.
Hvorfor bliver humøret værre?
Det er svært at sige med sikkerhed, hvorfor nogle får PMS. Man ved bare, at det hænger sammen med, hvor følsomme kvinder er over for de hormonelle forandringer, der sker i kroppen.
Lige inden din menstruation falder niveauet af østrogen brat. Østrogen kan få os til at føle os i godt humør, og nogle kvinder reagerer voldsomt på det pludselige fald.
Til gengæld kan hormonet progesteron, som der er rigtigt meget af i PMS-fasen, berolige hjernen. For nogle er det rigtigt godt, men for andre kan progesteron gøre, at de føler sig nedtrykte eller ligeglade. I særlig slemme tilfælde i en depressiv tilstand.
“Du kan sammenligne det lidt med graviditet, som også opleves vidt forskelligt fra kvinde til kvinde, selvom det er de samme hormonelle forandringer, der er på spil,” forklarer speciallæge i gynækologi, Stine Fürst.