4 grunde til at julen er sund for dig
Frygter du, at juledagene vil spolere alle dine gode vaner? Så læs med, for der er også mange sunde fordele ved julehygge.
Frygter du, at juledagene vil spolere alle dine gode vaner? Så læs med, for der er også mange sunde fordele ved julehygge.
Julen bliver oftest forbundet med fed mad og snacks i lange baner, men faktisk skal du ikke være så nervøs for din sundhed. Her er nogle af de juletraditioner, der gør noget godt for kroppen.
1. Du giver gaver
Det er ikke bare hyggeligt at give hinanden gaver, det er faktisk også sundt. Forskning viser nemlig, at det at være gavmild sænker stress og gør dig til et generelt gladere menneske.
2. Du spiser mange sunde sager
Sild, kål, nødder og chokolade er blot nogle af de sunde råvarer, der indgår i traditionel julemad. Fx giver sild dig godt med D-vitamin og omega-3-fedtsyrer, kål er fyldt med kostfibre, nødder bugner af sunde fedtstoffer og chokolade af den mørke slags indeholder store mængder fenoler, der beskytter mod hjerte-kar-sygdomme.
3. Du synger
Man kan ikke synge og være sur samtidig, og netop derfor er det super sundt at give den gas med “Søren Banjomus” rundt om juletræet. Sang mindsker ikke bare stress og giver større selvtillid, det styrker også immunforsvaret og sænker dit blodtryk.
4. Du er sammen med familie og venner
Din krop vil takke dig for at rende fra det ene julearrangement til det andet. Et rigt socialt liv har nemlig positiv indflydelse på din vægt og hjertesundhed og giver mindre risiko for depression. Og det er ikke nødvendigvis antallet af relationer, der har betydning. Det vigtigste er, at du føler dig tæt forbundet med dem.