Du skal lede længe for at finde en råvare, der er sundere end grønkål. De kraftige, krøllede blade har fx dobbelt så mange kostfibre som broccoli og bugner af A-vitamin, C-vitamin og kalk. Grønkål kan være en lidt stiv fætter at stifte bekendtskab med, men i denne uge hjælper vi dig godt i gang med den grønne sundhedsbombe med en stribe lækre opskrifter.
Vi starter blødt ud med pandekager. Til aftensmad? Ja, det kan du godt!
Disse er ovenikøbet supersunde, for vi har blendet grønkål med i dejen og serverer dem med marinerede krebsehaler, avocado og spirer.
Tirsdag er der pasta på menuen med grønkål, squash, hvide bønner, ricotto og parmesan. En lækker, grøn ret, der tilmed er nem at lave.
Vi bliver i det grønne hjørne og dagen efter serverer vi en fyldig og farverig grønkålssuppe med topping af syltede græskar, græskarkerner og granatæblekerner.
Torsdag er der sikkert jubel hos både store og små, for her fylder vi grønkålen i små lækre tacos med kylling og majs.
Ugen bliver rundet af med gris i skøn forening med æbler, grønkål, rødløg og knoldselleri – og så er det weekend.
Skulle du have brug for lidt ekstra energi her i vintermørket, så prøv vores weekend-opskrift, som i denne uge er en frisk smoothie med grønkål, spinat, banan, skyr og citron. Servér den evt. til morgenmad med en lækker topping af appelsintern, blåbær og nødder.
Velbekomme!