Hvor meget skal jeg drikke, når jeg går længe i sauna?

Det er højsæson for vinterbadning. Og for mange også for at gå i sauna. Men hvis det skal være sundt og godt for kroppen, skal du huske at få nok væske.

Kvinde ligger og sveder i en sauna. Hun vinterbader og kan dehydrere, hvis hun får for lidt væske.

VÆSKEMANGEL er en lumsk fælde ved lange saunasessioner, fx i forbindelse med vinterbadning.

© iStock

I takt med at svedperlerne pibler frem på huden, slapper musklerne af, og blodtrykket falder.

Der er mange sunde fordele ved at gå i sauna, men det har også sin bagside: Risiko for dehydrering.

“Sauna er mega sundt, hvis man ellers husker at få fyldt væske på kroppen før og efter,” siger Kris Kristensen fra Det Danske Saunaselskab.

Mister væske

Når du lukker kroppen ind i en 80 grader varm sauna, sætter sprinklersystemet straks i gang for at køle kroppen ned.

Fordelen er, at du sveder visse affaldsstoffer ud. Ulempen er, at du kan svede så meget, at du dehydrerer.

“Drik derfor altid en liter vand før og en liter efter for at undgå ubehag," siger Kris Kristensen fra Det Danske Saunaselskab.

Går du i sauna 2-3 gange om ugen eller oftere, kan vigtige næringssalte dog skylles ud ved det høje væskeindtag. Det kan klares med et kosttilskud af elektrolyttereller magnesium.

Hold øje med væskebalancen

Hvor meget væske, du udskiller, afhænger af saunaens temperatur og luftfugtighed, din vægt, din form, og hvor meget du normalt sveder.

Generelt kan væsketabet være mellem 0,5 og 1 liter på 45 min. i sauna.

Der er dog ikke én regel, der gælder alle. Derfor skal man altid mærke efter i kroppen.

“Har du tegn på dehydrering efter et saunabesøg, skal du skrue op for væskeindtaget til næste gang,” råder Kris Kristensen.

KILDE: Kris Kristensen, gusmester og bestyrelsesmedlem i Det Danske Saunaselskab