Din frokost afslører, hvor gammel du er

Vidste du, at man med en vis sandsynlighed kan bestemme din alder ud fra, hvad du spiser midt på dagen? Især en type frokost knytter sig til den ældre generation.

Kvinde spiser frokost.

FROKOST - En undersøgelse af danskernes frokostvaner viser store forskelligheder mellem aldersgrupperne.

© iStock

En rugbrødsmad med leverpostej, spegepølse eller rullepølse. Sætter du tænderne i sådan en fætter til din frokost, er du sandsynligvis over 60 år.

Danskernes frokost er i høj grad forskellig, og rugbrødsmadder med kødpålæg er især et hit, hvis du tilhører den ældre generation. Det viser en undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer, hvor 1000 danskere har svaret på, hvad de fik at spise til frokost dagen før.

Jo ældre, jo mere rugbrød

Rugbrød bliver i højere grad spist af ældre. 41 pct. af de 60-70-årige og 52 pct. af de 71+-årige havde fået det mørke surdejsbrød dagen før. Blandt de 18-29-årige var det tal kun 14 pct.

Zoomer man ind på, hvilke madvarer, der indgik i frokosten, er der også tydelige senior-favoritter at spore. Fra 60 år og opefter spises der markant mere kødpålæg, fisk og skaldyr, hvorimod de yngre spiser mindst kødpålæg og flest grøntsager.

Så næste gang du indtager din frokost med andre, kan du jo skele til, hvad der ligger på tallerkenen og se, om du kan bruge det til at gætte, hvor mange lys, de skal puste ud næste gang, de har fødselsdag.