Er det rigtigt, at rabarber kan være giftige?
Rabarber er smukke og smager skønt, men du skal huske noget, når du tager dem med i køkkenet.
Rabarber er smukke og smager skønt, men du skal huske noget, når du tager dem med i køkkenet.
Åh, der er intet, der siger sommer som en omgang sød og syrlig rabarberkompot. Men du har ret i, at der er noget, vi skal være opmærksomme på, når vi laver mad med den røde grøntsag.
Rabarberstilke indeholder nemlig oxalsyre, som binder kalk og dermed forhindrer det i at løbe ud i blodet og hen til knoglerne. Det lyder ikke så snedigt, tænker du sikkert, og det er det heller ikke. Ifølge Leif Skibsted, som er professor i fødevarekemi, er det dog sjældent et problem.
Vi spiser nemlig som regel rabarber sammen med et kalkholdigt mælkeprodukt, og den kalk neutraliserer oxalsyren. Det er derfor ikke nødvendigt at gøre noget, medmindre du spiser store mængder rabarber uden mælkeprodukter til.
Sagen er dog en helt anden, hvis vi taler om selve bladene på rabarber, for de indeholder så store mængder oxalsyre, at de slet ikke må spises. Hold dig derfor helt fra bladene, men spis gerne stænglerne, fx med lidt fløde eller mælk til eller oven på yoghurt eller is.
Kilde: Leif Skibsted, professor i fødevarekemi på Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 8/2022