Kommer du i bedre form af at se sport i tv?
Mange af os sidder klinet op ad fjernsynet, når der transmitteres store sportsbegivenheder. Det er god underholdning, men inspirerer det også til motion?
Mange af os sidder klinet op ad fjernsynet, når der transmitteres store sportsbegivenheder. Det er god underholdning, men inspirerer det også til motion?
Er du en af dem, der har fulgt OL, EM i fodbold og Tour de France tæt, kender du til begejstringen for sport. Spørgsmålet er, om interessen også kan få os til at dyrke (mere af) den selv.
“Det er klart, at hvis der er en masse medieopmærksomhed, så ja, så tænker man mere på sportsgrenen,” siger Rasmus K. Storm, der er forskningschef på Idrættens Analyseinstitut.
“Men en ting er at blive trukket med af en sportsbegivenhed i sofaen – det er ikke det samme, som at du selv trækker i skoene bagefter.”
Læs også: Motivations-test: Hvordan får du lyst til at træne?
Det ville kræve, at du efterfølgende bliver konkret engageret ved fx at få stukket en flyer i hånden eller tilbudt en gratis prøvetræning.
“Det svarer til at se en reklame for vaskepulver på tv. Du køber det først, hvis det stilles foran dig i supermarkedet,” siger idrætsforskeren.
Han medgiver, at det kan puste til en interesse for fx badminton, når en landsmand løber med en OL-guldmedalje. Eller hvis et sportsevent hostes på hjemlige breddegrader. Men interessen kan sjældent læses i idrætsforeningers medlemstal.
“Der er lavet mange studier, og den generelle konklusion er, at effekten typisk ikke er der, eller er meget lille."
At se elitesport kan i værste fald virke modsat, viser bl.a. dette studie fra 2011:
“På dem, der er overvægtige eller slet ikke dyrker motion, kan det formentlig virke umyndiggørende. De kan tænke: ‘Jeg er slet ikke skabt til det der’,” slutter han.