Sådan får du mest muligt ud af din personlige træner
Overvejer du en personlig træner? Her får du 5 tips, der sikrer, at dit forløb ikke bliver penge ud af vinduet.
Overvejer du en personlig træner? Her får du 5 tips, der sikrer, at dit forløb ikke bliver penge ud af vinduet.
Har du taget beslutningen om at starte hos en personlig træner? Tillykke! Rigtigt mange får positive, livsændrende forløb, som de aldrig havde kunnet gennemføre på egen hånd.
En træners job er bl.a. at få det maksimale ud af dig, men du skal også have det maksimale ud af din træner.
Vi har spurgt Nina Damsgaard, der er uddannet personlig træner og forfatter til bogen ‘Personlig træner’, hvad du selv kan gøre for at få fuld valuta for pengene i et forløb med en træner.
Det nytter ikke at pakke det ind, hvis der er noget ved træningen, du ikke synes fungerer. Du skal være åben for at prøve og lære nye ting. Men din træner får kun det bedste frem i dig, hvis du fortæller, hvad du vil have, hvad du kan lide og ikke kan lide.
Nogle gange kan netop det, du troede, du ikke kunne lide, blive vendt til noget rigtig fedt med den rette træner.
Det duer heller ikke med små hvide løgne, fordi du synes, det er flovt, at du sprang en dag eller to over. Det er helt normalt og sker for alle. Pak skam og overflødig høflighed væk, og fortæl det, som det er, så du ikke spilder din tid.
Læs også: 8 seje kvinder: Dét fik os i gang med at træne
Din træner har selvfølgelig et medansvar for at fortælle dig, hvis dit mål med træningen er for urealistisk, men du kender trods alt din hverdag og dine begrænsninger bedre end nogen anden.
Reflektér over, hvor meget træning, du realistisk set har tid til, og lad være at sætte barren højere, end du kan nå, for så får du lagt et program, der er forkert til dig.
En personlig træner giver dig værktøjerne, men det er dig, der skal gøre arbejdet. Han eller hun er ikke en troldmand, der kan svinge en magisk tryllestav og få dig i form.
Kommer du med den forventning, kan dig og din træner let gå skævt af hinanden. Så sørg for, at der er en klar rollefordeling og en forventningsafstemning på forhånd.
Læs også: Sådan skal du træne i fitnesscenteret for at nå dit mål
Personlig træning handler i høj grad om en god menneskelig relation, men husk, at du køber en professionel ydelse. Du må gerne stille krav og have nogle forventninger til forløbet.
Husk fx at stille spørgsmål og sige din undren højt, hvis der er noget, du ikke forstår, eller hvis du ikke synes, du får, hvad du betaler for.
Du må aldrig se din træner som en farlig autoritet, du er nervøs for. En personlig træner skal fungere som din støtte og allierede på din rejse/i jeres forløb.
Bliver du syg en uge, eller misser du en træningsaftale, så lad være at kaste håndklædet i ringen og tænke, at så kan det hele også være lige meget.
Hold fast i din træner, og lad ham eller hende hjælpe dig op på hesten igen. Mange tror, at det hele er spildt, hvis du ikke holder dig 100 procent til planen. Men det er det store billede, der tæller.
En uge eller to, er ikke det der gør forskellen, hvis du arbejder med livsstilsændringer.