Derfor er svømning superfedt
Det er skånsomt, effektivt og for alle. Alligevel kan vi godt gå hen og glemme, at svømning er et attraktivt valg på motionsmenuen. Her får du ni gode grunde til, at vådt er mere end godt.
Det er skånsomt, effektivt og for alle. Alligevel kan vi godt gå hen og glemme, at svømning er et attraktivt valg på motionsmenuen. Her får du ni gode grunde til, at vådt er mere end godt.
Du skal ikke bære din egen vægt i bassinet – det klarer vandet for dig – og det er derfor, svømning er en ekstremt skånsom motionsform.
Når du glider gennem vandet, kræver det meget af dine muskler, men ikke så meget af dit skelet og dine led. På den måde er svømning fx langt mere skånsomt end løb, hvor du konstant sender kraftige stød op gennem kroppen.
Det er dog ikke sådan, at der er garanti for, at du ingen skader får i det våde element. Professionelle svømmere har fx en tendens til at udvikle skulderskader, men som almindelig motionist hører det til sjældenhederne. Særligt hvis du har godt styr på teknikken.
Svømning er styrketræning for hele kroppen. Både core, ben og arme kommer i spil, når du plasker derudad, og alt efter svømmestil træner du næsten alle større muskelgrupper. Variér gerne mellem de stilarter, du mestrer.
Fra fosterstadiet er vi vandt til bevæge kroppen i vand, men vi mister fornemmelsen for at holde os flydende, hvis vi ikke holder den ved lige.
Kunsten er at slappe af og overgive os til vandet.
Er du kommet for alt andet end at slappe af – men derimod for at få pulsen i vejret, er svømning dog også genialt til det. I crawl er det nemt at skrue op for armkadencen. Foretrækker du brystsvømning, så fokusér på at sætte tempoet op på bensparkene
At være i vand giver dig en større oplevelse af mobilitet – det er derfor, at det er så godt for ældre at hoppe i bassinet.
Dine skuldre og din ryg bliver brugt på en anden måde i vandet, og det er nemmere at dæmme op for stive lemmer med svømning end med mange andre sportsgrene.
Døjer du fx med en stiv ryg, kan det være svært at motionere, men svømning vil ofte føles afslappende frem for anstrengende.
Er du meget stiv, er det dog ekstra vigtigt at huske opvarmningen.
Selvom du nok skal beregne en løbende udgift til en svømmehal – hvis du da ikke er så heldig at have en pool i kælderen – så er svømning alligevel en ret billig sport, for egentlig kræver det ikke andet end dig selv, lidt svømmetøj og et håndklæde.
Du bliver aldrig for gammel til svømning, og selvom det kræver lidt at lære teknikken ordentligt, så bliver mange dårlige svømmere overrasket over, hvor lidt undervisning der faktisk skal til, før de oplever forandringer.
For mange af os volder især crawl problemer, hvilket egentlig er lidt pudsigt. Crawl er nemlig en forlængelse af den svømmestil, vi er udstyret med fra naturens side: nemlig hundesvømning.
Når det alligevel kan drille, handler det dels om, at en del af os har lært brystsvømning som børn, dels at mange ikke bryder sig om at have hovedet under vand.
Vil du lære crawl ordentligt, kan et par timer med en svømmelærer være godt givet ud. Du kan jo ikke se dig selv udefra, men svømmelæreren vil ofte kunne spotte det, du ikke selv lige kunne sætte fingeren på.
Mange ligger fladt på maven under crawl, men din krop skal faktisk ligge lidt på siden, så det ikke kræver det store drej i nakken at komme op at ånde.
Når du puster luft ud, skal der virkelig pustes til! Mange får ikke presset nok luft ud, og resultatet bliver, at du så heller ikke kan trække nok luft ind. Det kan hurtigt give dig en oplevelse af at være stakåndet.
Når professionelle svømmere kan få crawl til at se så irriterende let ud, er det, fordi de slapper af i store dele af kroppen.
Bensparkene skal komme helt oppe fra hoften og ikke kun fra knæene. Samtidig skal fodleddene være afslappede, så fødderne kan være med til at skabe fremdrift.
Så snart din krop bryder vandoverfladen, flyder du frit og befinder dig i et andet element. Alene den fornemmelse er for mange velgørende. Du kan slappe af og lade tanker og dig selv flyde. Mange svømmere oplever også, at de går i “zen”, når de svømmer baner – ensformigheden gør, at du kan rette fokus indad.
Er der noget bedre end en tur i sauna, når vejret bliver koldere? Næsten alle svømmehaller er de glade indehavere af saunaer, og en god svedetur er den perfekte måde at afslutte en tur i bassinet på.
Nogle steder er der også dampbad, hvor det er tilladt at smøre sig ind i medbragt scrub, og der findes sågar svømmehaller med deciderede spaområder.
At indlægge noget selvforkælelse i slutningen af svømmeturen kan være en god gulerod for rent faktisk at komme afsted.
Er du nybegynder, vil en halv times svømning desuden være mere end rigelig motion, men for nogle kan det føles som spild af penge og transporttid at gøre så meget for så kort tid i vandet. Med en god lang tur i sauna, en ekstra god hårkur oven på klorvandet og måske en fugtmaske til ansigtet, så kommer du hurtigt op på den time, som mange føler, at en tur i svømmehallen mindst skal vare for at være pengene og besværet værd.
LÆS OGSÅ: Derfor er sauna så sundt
Det føles måske ikke som den oplagte årstid, men hvis du ikke bryder dig om den indelukkede klordampende svømmehal, så bliver havsvømning stadig mere udbredt.
Overvejer du at kaste dig ud i denne disciplin, er det dog alfa og omega, at du er fuldkommen tryg i vand – også vand, der bevæger sig.
Desuden skal du have udstyret i orden – hvilket vil sige en svømmedragt af en art og en bøje, der gør dig synlig for både og skibe.
Endelig må du aldrig svømme alene. Hvis du ikke har lyst til at kaste dig i bølgen blå, men stadig drømmer om frisk luft, så findes der i sommerhalvåret også en del friluftsbade, hvor du kan boltre dig i nogenlunde stillestående vand.
Kilde: Susanne Nielsen, svømmetræner og triatloncoach
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 16/2021