8 uger med I FORMs bootcamp: “Jeg har fundet en helt ny træningsglæde”

Med mand, tre børn og egen virksomhed var det nærmest umuligt for 50-årige Tanja at finde tid til træning. Det blev der vendt op og ned på, da hun prøvede I FORMs bootcamp med hjemmetræning.

Mørkhåret kvinde i sort træningstøj, der sidder og laver russian twist, mens hun smiler.

TRÆNINGSGLÆDE Bedre søvn og fornyet energi er nogle af de største gevinster, Tanja har høstet på 8 uger.

© Jakob Helbig

Da Tanja (50 år) meldte sig som testkanin til I FORMs bootcamp, havde hun aldrig prøvet hjemmetræning. Hun havde et stort ønske om at træne noget mere i hverdagen, men manglede både tid og overskud.

Efter otte uger med et fast program, som bl.a. stod på hjemmetræning til I FORMs onlinevideoer, har hun endelig fundet det, der virker for hende. Nemheden i at træne i eget hjem, lige når det passer ind, har gjort træning til en fast del af hendes hverdag. Det, der irriterede Tanja ved træning før, er helt væk, og hun har fået fornyet energi.

Kom selv i gang med programmet nu

Tanjas resultater

Hvorfor meldte du dig til bootcamp?
"Jeg ville vildt gerne i gang med at træne mere regelmæssigt, men kunne ikke rigtigt få rutinen i min hverdag. Med tre børn og eget firma kan det være svært at få det prioriteret."

Hvilke resultater er du gladest for?
"Min krop er stærkere, og jeg har skåret ca. 3 min. af min løbetid på 4 km. Men det bedste er, at jeg har fået større mentalt overskud og mere energi – både derhjemme og på jobbet. Som en kvinde i overgangsalderen har jeg kæmpet med nattesøvnen, og nu sover jeg bare igennem hele natten."

Hvad var det, der virkede for dig?
"Hjemmetræning passer åbenbart helt vildt godt til mig. Det er pludselig blevet en del af min hverdag. Jeg sætter bare uret en halv time tidligere, hopper i tøjet og går ned i kælderen og træner, før resten af familien vågner."

Hvad har været hårdest?
"Weekenderne. Det er oftest der, man skal være social, og så kommer man nemt til at spise og drikke mere usundt. Så er det vigtigt, man kommer op på hesten igen om mandagen og ikke lader sig slå helt ud."

Hvordan holdt du gejsten oppe?
"Det hjalp, at der var regler, som jeg bare skulle følge. Det der med at slå autopiloten til og bare gøre det uden at stille så mange spørgsmål."

Hvordan vil du holde resultaterne?
"Jeg kommer måske ikke til at træne seks dage om ugen, men jeg satser på fire-fem dage med hjemmetræning og løb. Og så har jeg tilmeldt mig et minitriatlon, så jeg har et nyt mål."