3 tips til at booste din restitution inden træning

Restitution forbinder du måske med hvileperioden efter træning, men faktisk kan du også hjælpe kroppens genoprettelse godt på vej, inden du giver den gas på løbestierne eller lægger ekstra skiver på vægtstangen.

Kvinde, der puster ud efter træning

Måske du i forvejen tænker en del over, hvad du foretager dig efter træning, men det kan være, du også skal til at kaste et blik på dine aktiviteter INDEN træning.

© iStock

Når du har gået til stålet med tung styrketræning eller udfordret dit løb på distancen, har kroppen brug for at reparere de mikroskopiske skader, der opstår i vævet, hver gang du presser kroppen til uvant arbejde.

Processen kaldes restitution og dækker over kroppens forsøg på at komme til hægterne efter træning, så du kan vende tilbage en anelse stærkere

Afgørende for en optimal restitution er bl.a., at du hviler dig tilstrækkeligt og spiser de rigtige ting efter træning. Men faktisk er der også flere måder, hvorpå du kan hjælpe kroppens naturlige genoprettelsesproces på vej INDEN træning. Se bare her!

1. Drik rigeligt

Sørg for, at du får drukket nok inden træning. Som en tommelfingerregel behøver du halvanden liter om dagen. Glemmer du at drikke, kan du forberede tre halvliters flasker fra morgenstunden og sørge for at drikke én om formiddagen, én om eftermiddagen og den sidste om aftenen.

2. Nyd en smoothie

Lav en smoothie af enten blåbær eller solbær, og drik den et par timer før din træning. Undersøgelser har nemlig vist, at de blåviolette stoffer fra de velsmagende helsebomber kan beskytte mod muskelskader og dermed mindske restitutionsbehovet efter træning.

3. Varm grundigt op

Den rette opvarmningsrutine gør alverden til forskel for din efterfølgende restitution. Træner du på en kold krop, bliver kroppen nemlig ekstra strabadseret under træning. Særligt de første 10 minutter slider voldsomt på en kold krop. Begynd derfor hvert træningspas med 5-10 minutters opvarmning. Find et opvarmningsprogram her.

Kilde: Martin Kreutzer, I FORMs kost- og træningsekspert.