Sådan får du stærkere baller

Veltrænede baller ser både godt ud og får os til at præstere bedre. Vi zoomer ind på muskelgruppen og giver dig de bedste tips til balletræningen.

Squat kan laves overalt - og den er effektiv.

SQUATS Squat er en fantastisk øvelse, som blandt andet styrker ben, baglår og baller.

© iStock

Hvis du vil være en hurtig løber ...

... er det godt med muskuløse baller. Forskere fra det britiske Loughborough University fandt i et studie frem til, at gluteus maximus var langt større hos sprintere på eliteniveau end hos knap så hurtige løbere, mens der til gengæld ikke var den store forskel at spore, når det gjaldt andre muskler i benene, fx lægmusklerne.

Kvinde træner dødløft i fitnesscenter

KVINDE LAVER DØDLØFT I rumænsk dødløft bøjer du kun en smule i knæene. Det gør, at der kommer endnu større fokus på baller og baglår.

© iStock

Den bedste balleøvelse for dig er ikke ...

... nødvendigvis den samme som for din makker. Mange har svært ved at aktivere ballemusklerne, og det kan kræve lidt arbejde at finde lige de øvelser, der virker bedst på dig. Prøv bl.a. at eksperimentere med varianter af squat og dødløft. Fx oplever nogle, at rumænsk dødløft kan få ekstra fat i ballerne sammenlignet med almindelig dødløft.

Rumænsk dødløft adskiller sig ved, at den udføres fra stående stilling og ned, og man kun har en minimal bøjning i knæene.

En vel­formet bagdel ...

... er hovedformålet med meget af den balletræning, der bliver lavet ude i fitness­centrene. Men der er andre gode grunde til at træne ballemusklerne.

Du præsterer bedre
Ballemusklerne er vigtige for din ydeevne i styrkelokalet og i alle sportsgrene, hvor du skal flytte dig hurtigt fra et sted til et andet, og hvor du skal hoppe.

Du sænker din risiko for skader
Stærke ballemuskler gør dig mindre udsat for skader. Det gælder lige fra rygproblemer til skader i baglår, knæ og fødder.

Du øger din forbrænding
Den store ballemuskel er kroppens største muskel. Jo større muskelmasse du har, jo højere forbrænding vil du opnå både under og efter træning.

Du skal squatte dybt ...

... hvis du vil træne ballerne optimalt med øvelsen. Du kan have mindre vægt på stangen, når du skal dybt ned i en squat, men det er stadig at foretrække. Forskning viser, at dybe squats giver markant større muskelvækst på ballerne og inderlårets muskler, end hvis du nøjes med halve squats.

De 3 bedste balleøvelser

Hip thrust

Fordi: Hip thrust er en suveræn balleøvelse, bekræfter flere studier. Du kan lave den som her eller i en hip thrust-maskine, som efterhånden findes i mange fitnesscentre.

● Sæt dig ned med skuldrene og øvre ryg mod en bænk. Rul en vægtstang op til hoften, og træk benene godt til dig, så du sidder med bøjede knæ og fødderne tæt på bagdelen.

Stræk nu hoften, så stangen presses op, indtil kroppen danner en vandret linje fra skulder til knæ. Sænk roligt igen.

Kvinde laver sumo squat
© iStock

Sumo squat

Fordi: Denne variant af squat udføres med stor afstand mellem fødderne. Mange oplever, at den aktiverer ballemusklerne mere end den almindelige squat.

● Stil dig med vægtstangen hvilende på den øverste del af rygmuskulaturen, og hold om den med begge hænder. Afstanden mellem fødderne skal være bredere end din skulderbredde.

Bøj nu i hofte og knæ samtidig, og sæt dig så dybt, du kan med god teknik. Stræk benene kraftfuldt, så du kommer tilbage til startpositionen.

Woman doing walking lunges outdoors overlooking the river. Fitness, sport and healthy lifestyle concept.
© iStock

Walking lunges

Fordi: Lunges er en simpel øvelse for ben og baller. I denne variant bevæger du dig fremad, hvilket giver en mere flydende bevægelse og sætter en smule mere fokus på ballerne. Sørg for, at der er fri bane forude, når du starter.

● Stå med ret ryg, og hold et par kettlebells eller håndvægte i hænderne ned langs siden. Tag et langt skridt frem med dit ene ben, mens den anden fod bliver stående. Bøj i det forreste ben, og kom så langt ned, at låret er parallelt med gulvet.

Fra bundpositionen presser du dig op på det forreste ben og tager et nyt skridt fremad med det bagerste ben.