Pia går sig i balance: “Det er en pause fra præstationssamfundet”

Gåture hjælper 46-årige Pia med at afstresse og fokusere. Bliv inspireret af hendes fire måder at bruge gang på her.

Portræt i halvtotal af 46-årige Pia

BALANCE – For 46-årige Pia er gåture med til at holde hende mentalt ovenpå.

© Privat foto

Pia Stigaard Skammelsen har (cirka) fire slags gåture i sit liv. Den første gåtur er hendes daglige gåtur med familiens hund.

“Jeg får sagt godmorgen til dagen på den tur. Det er en god måde at starte dagen på,” forklarer hun.

Læs også: 8 tips til en mere mindful gåtur

Den næste tur er den tur, som Pia Stigaard Skammelsen tager ud på, hvis hun i løbet af sin arbejdsdag har drukket lidt for meget kaffe eller har siddet i lidt for lange møder. Kort sagt, hvis hun er blevet rastløs. Så tager hun bilen og kører ud i den nærliggende skov.

“Jeg har brug for den ufokuserede opmærksomhed, som opstår, når jeg går i naturen. På arbejde kan jeg ikke på samme måde koble af.”
— Pia Stigaard Skammelsen

Pia Stigaard Skammelsens tredje slags gåtur finder sted hver fredag, hvor hun har en fast gåaftale med en ven. De går den samme tur hver uge omkring frokosttid.

Læs også: 7 grunde til at have en gå-veninde

Det er ikke en smuk rute, men det er heller ikke pointen.

“For mig kan nemhed i nogle situationer slå andre parametre af banen, særligt hvis alternativet er ikke at komme ud at gå. Det her er en nem rute, og så får vi nogle meget vidtløftige samtaler på den time, den tager at gå. Vi når ud ad mange tangenter.”

Den sidste gåtur, som Pia Stigaard Skammelsen begiver sig ud på, er researchture til hendes gåkoncept Oh So Quiet, hvor man kan gå gennem Jylland fra sommerhus til sommerhus.

Turene er udtænkt og testet af Pia selv, og hun er ikke i tvivl om, hvad det at gå betyder for ens øverste etage.

“Det er en pause fra præstationssamfundet. Jeg har tidligere trænet op til halvmaraton, hvor jeg blev så fokuseret på præstationen, at jeg nærmest ikke løb efter det halvmaraton. Der er det meget mere nydelsesfuldt for mig at gå.”
— Pia Stigaard Skammelsen om sit gåkoncept 'Oh So Quiet'

Pia Stigaard Skammelsen har altid gået, men hun har også lært, at hun har brug for gåturene.

“Den stressede hjerne kan godt tænke uklart og vil gerne spare tid. Der har jeg før skåret ned på mine gåture. Men jeg blev væk i travlheden, og det har jeg lært at undgå.”