Sundhedsstyrelsen opdaterer deres søvnanbefalinger
De fleste af os kunne godt have brug for at sove lidt mere, siger sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
De fleste af os kunne godt have brug for at sove lidt mere, siger sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
Søvn er afgørende for din sundhed. Det vidste du jo nok godt, men spørgsmålet er, om du tilbringer tilstrækkeligt mange timer i drømmeland?
Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at voksne danskere i 2023 i gennemsnit sov 7 timer og 12 minutter. Og ifølge Sundhedsstyrelsen er det tal altså i den lave ende.
Læs også: Lyt dig til ro og overskud med guidede vejrtrækningsøvelser
I de nye anbefalinger lyder det, at voksne mellem 18 og 65 år bør sove mellem 7 og 9 timer. Nogle kan dog klare sig med lidt mindre, mens andre har brug for flere timer på puden.
“Vi ved, at tre ud af ti voksne sover mindre end 7 timer i døgnet. Derfor kan de nye anbefalinger bruges til at overveje, om det er muligt at komme tidligere i seng og samtidig slukke for skærmen efter sengetid,” fortæller sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, Maja Bækgaard Jørgensen, i en pressemeddelse.
Netop underholdning fra skærme er ifølge Sundhedsstyrelsen en af de hyppigste årsager til, at vi oplever utilstrækkelig søvn, eller at vi ikke føler os udhvilede. Det samme er tanker og bekymringer.
“Søvn er en meget vigtig ressource, men søvnlængden kan blive trængt, fordi den måde, vi har indrettet samfundet på, kan medvirke til, at man vælger at sove mindre for at kunne nå sine mål eller for at undgå at gå glip af noget på skærmen,” fortæller Maja Bækgaard Jørgensen.
Med anbefalingerne vil styrelsen slå et slag for, hvor vigtigt det er, at vi prioriterer vores søvn, forklarer Maja Bækgaard Jørgensen.