Må jeg vække en, der går i søvne?
Har du også hørt, at det kan være farligt at vække en, der går i søvne? Vi har spurgt en overlæge, om det passer.
Har du også hørt, at det kan være farligt at vække en, der går i søvne? Vi har spurgt en overlæge, om det passer.
Tisseri i en potteplante eller madlavning midt om natten. Søvngængeri er en opvågningsforstyrrelse, hvor noget af hjernen vågner, uden at fornuften er med. Det er især børn, der går i søvne, fordi deres hjerner ikke er færdigudviklede, og mens de fleste vokser fra det, fortsætter nogle altså de natlige udskejelser ind i voksenalderen. Det skyldes formentlig, at den mest udviklede del af hjernen er lidt længere tid om at vågne hos søvngængerne.
Modsat hvad du har hørt, er det ikke farligt at vække en søvngænger. Tværtimod kan det faktisk være en god idé, for selvom de fleste søvngængere laver harmløse ting om natten, findes der eksempler på folk, der fx er hoppet ud ad vinduet. Det er dog vigtigt, at du gør det forsigtigt, så vedkommende ikke bliver forskrækket. Når vi går i søvne, er det i den dybe søvn, der som regel ligger først på natten.
I den del af søvnen drømmer vi ikke rigtigt, men vi kan sagtens have sanseoplevelser, og det er typisk dem, som søvngængere reagerer på. Det er ofte noget “truende”, der trigger turene væk fra sengen – det er fx ikke unormalt at stå op og tage tøj på eller tænde computeren, hvis du er presset på jobbet. Det, der sker om natten, er nemlig et produkt af, hvordan vi har det om dagen, og har du tendens til søvngængeri, vil det derfor typisk være i perioder, hvor du er i ubalance, at de natlige udflugter tager til.
LÆS OGSÅ: Skal du være bekymret for nattesved?
Kilde: Jette Deichmann Ibsen, overlæge på Neurologisk Afdeling på Roskilde Sygehus
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 4/2022