Guide – sådan vælger du den rette seng
Vågner du med øm lænd eller nakke? Eller uudhvilet? Så kan det være din seng, den er gal med. Derfor guider vi dig gennem sengejunglen – så du kan finde den seng, der passer dig bedst.
Vågner du med øm lænd eller nakke? Eller uudhvilet? Så kan det være din seng, den er gal med. Derfor guider vi dig gennem sengejunglen – så du kan finde den seng, der passer dig bedst.
Hvornår har du sidst haft din seng til syn? Er den mere end ti år gammel, er det måske tid til en udskiftning. Derfor har vi her samlet den vigtigste viden til dig, der skal købe en ny seng eller bare skal sikre dig, at den seng, du har, stadig giver tilstrækkelig støtte til din krop.
DK_
Måske kender du nogle venner, som har en seng de er rigtig glade for. Men det kan du ikke bruge til noget, når du skal købe ny seng. For ingen kan købe en seng ud fra andres erfaringer.
En seng skal derimod nøje vælges ud fra individuel smag for fx madrassens fasthed, særlige behov som skavanker og – ikke mindst – hvad der føles rart. Det sidste råd indebærer, at du er nødt til at besøge butikken selv og prøve de forskellige typer og modeller.
Al nethandel uden grundig forudgående research, inklusive afprøvning af selve sengen og madrassen, er derfor ikke at anbefale. Og nej, du kan heller ikke overlade jobbet til en partner – de, der skal sove i sengen, skal også teste den.
LÆS OGSÅ: Sådan ved du, om du får nok dyb søvn
Du skal sove godt, så hele dit system – fysisk og mentalt – kan genoplade efter dagens aktiviteter.
Får din krop optimale betingelser for søvn, fungerer de naturlige processer, som de skal: Hudcellerne genopbygges, organer skiller sig af med affaldsstoffer, og hjernen sorterer i dagens indtryk og vasker tavlen ren. Resultat: Du vågner udhvilet og – efter et par stræk – frisk i din krop.
Åbner du derimod øjnene og føler, at du har et lavt energiniveau eller ømhed i nakke eller lænd, som er de mest almindelige steder at have ondt, er det en anden sag. I stedet for at symptombehandle med stærk espresso eller hyppige besøg hos fysioterapeut, så vend din opmærksomhed mod dit sovested.
Det afgørende for din krops komfort i sengen er, at du sover med lige rygsøjle. De to ting, du skal zoome ind på for at sikre det, er madrassens fasthed og hovedpuden.
Du må hverken synke for dybt eller for lavt ned i underlaget, men lige tilpas.
Hovedpuden skal ligeledes passe, så den løfter dit hoved tilpas højt til, at du ligger med lige rygsøjle.
TIP: Er I to forskellige størrelser, som skal sove i en dobbeltseng, så køb to forskellige madrasser med varieret hårdhed. Læg en fælles topmadras ovenpå, så det føles som én samlet seng.
Der findes tre sengetyper.
Boksmadras er en springmadras, som er bygget ind i en træramme, hvor der er sat ben på.
Kontinentalseng er en seng, som er opbygget af flere lag, typisk en boksmadras med en springmadras ovenpå.
Elevationsseng er en seng, som kan hæves og sænkes i begge ender.
Vælg den type, du føler dig bedst tilpas i, medmindre du har rygproblemer, for så peger pilen på en elevationsseng.
DK_
En elevationsseng har en del ergonomiske fordele og muligheder i forhold til en almindelig seng, som kan være gode og hjælpsomme, hvis du har problemer med ryggen.
Det kan blandt andet aflaste ryggen og få den til at slappe af, hvis du hæver fodenden.
Hvis du vil sidde op i sengen og fx læse i en bog, er det også godt for ryggen, hvis du kan hæve hovedet via sengen frem for at sidde op af væggen.
Med en elevationsseng vil du altså kunne kontrollere dele af sengen selv, og dermed være sikker på, at du altid sidder eller ligger i den bedste stilling for din ryg.
Er budgettet lille, så bør du prioritere madrassen. Den er dit direkte underlag, der skal sørge for at give kroppen den bedst mulige aflastning. Der findes to typer: med og uden fjedre.
En fjederfri madras er enten lavet af latex eller viskoelastisk materiale som fx Tempur, der tilpasser sig din kropsvægt. De steder på kroppen, der belaster madrassen mest, synker længere ned, så rygsøjlen bliver holdt lige. Derfor føles den meget blød, men giver god rygstøtte. Er ryggen ikke dit problem, men snarere, at du får det varmt i løbet af natten, skal du hellere vælge en latexmadras.
Fjedermadrassen derimod er bedst til at tilpasse trykket hen over sengen, fordi man kan indstille fjedrenes hårdhed, alt efter hvor vægten på madrassen er højest, hvilket typisk er forskelligt for mænd og kvinder.
En topmadras lægges oven på selve madrassen for at finjustere støtten. Jo tykkere et lag du lægger oven på den egentlige madras, jo mindre er effekten af den.
Dårlige senge er derfor tit udstyret med tykke topmadrasser for at camouflere dårlig affjedring. Vælg hellere en hovedmadras af høj kvalitet, og nøjes med en topmadras på 6-8 cm. i tykkelse.
Puden er ekstremt vigtig for din krops afslapning. Den skal udfylde det hulrum, der opstår mellem madrassen og dit hoved, når du ligger ned.
De fleste ligger på siden, dvs. den stilling, hvor hulrummet bliver størst. Det kræver en pude i den rette højde, så nakken ikke får et knæk.
Brug din skulderbredde som målestok: Brede skuldre kræver en højere pude end smalle skuldre. En såkaldt ergonomisk pude er bedst til at løfte korrekt. De fås med en kerne af latex eller skum, der bibeholder formen i løbet af natten i modsætning til dun, der kan klaske sammen.
Har du ingen gener, kan du vælge dun – ellers bør du gå efter en ergonomisk pude.
Der er overordnet to ting, du skal overveje, når du køber ny dyne.
Længden skal være ca. 30 cm længere, end du selv er, så vælg en med ekstra længde, hvis du er højere end 1,80 m.
Varmeevnen afgøres af fyldet og bæreevnen. Bæreevne er et udtryk for, hvor godt dynen “bærer sig selv”, dvs. at fyldet ikke falder sammen. Skalaen går fra 2 til 16. Jo højere bæreevnen er, desto bedre isolerer og varmer dynen.
Bæreevnen måles på en skala fra 2 til 12 på dun- og fjerdyner. Jo bedre dunkvalitet og større dunprocent, jo højere er dundynens bæreevne, så gå efter en bæreevne på minimum 10.
Er du stadig med? Ud over naturfyld findes der to allergivenlige varianter:
Silkedyner er dyrere, regulerer selv varmen og skal blot luftes.
Fiberdyner har en lav åndbarhed, så de kan føles varme. Til gengæld tåler de vask.
LÆS OGSÅ: Sådan lukker du ned for tankemylder, når du skal sove
Går du efter en særlig type seng som fx elevationsseng eller kontinental? Hvem skal sove i sengen, og hvor meget plads kræver det? Har du en partner, så tænk over, om madrassen må skille på midten.
Har du en gammel skade, som der skal tages højde for? En elevationsseng kan fx aflaste ryggen ved at hæve benene. Hvis du er generet af varme, når du skal sove, og sveder du meget, skal du gå efter åndbare materialer.
Førhen fik alle med rygsmerter at vide, at de skulle vælge en hård maras. I dag afstemmer man madrassens fasthed efter især vægt og kropsbygning. Men start med at finde ud af, hvad din personlige præference for fasthed er.
En ny seng kræver tilvænning. Køb den derfor et sted, hvor du kan få lov at teste madrassen i minimum 6 uger. Så har du mulighed for at ændre til en hårdere eller blødere model.
DK_
Generelt er det vigtigt, at din seng har en størrelse, hvor der er god nok plads til, at du kan bevæge dig frit om natten. Det er nødvendigt, hvis du vil sove godt.
Er I to, der skal sove i sengen, anbefales det selvfølgelig, at I vælger en dobbeltseng. De findes som regel i målene 160 cm, 180 cm eller 200 cm i bredden. Hvis I sover i en mindre seng, vil I højst sandsynligt komme til at vække hinanden i løbet af natten.
Hvis I sover to i sengen, er det desuden en god idé at have en dobbeltseng bestående af to enkelte madrasser, og en god topmadras henover. Det muliggør, at I kan tilpasse hver del af sengen efter jeres behov.
En dobbeltseng er selvfølgelig også lækker, hvis du sover alene – men den kræver også en del plads.
Men i stedet for at nøjes med en enkeltmandsseng, er en halvandenmandsseng det oplagte valg, hvis du sover alene. Den måler 120 cm eller 140 cm i bredden. Den giver derfor de bedste betingelser, hvis du gerne vil have rum til at bevæge dig i løbet af natten.
En tommelfingerregel siger, at din højde plus 20 centimeter er en passende længde til din seng. Vægt og kropsbygning er pejlemærker for valg af madras. Jo tungere, jo fastere underlag.
Det er en god idé at gå efter en seng, hvor du kan vaske meget af dens materialer.
Du får nemlig det bedste indeklima, hvis så meget tekstil som muligt kan tages af sengen og vaskes ved 60 grader, så støvmider slås ihjel. Flere senge- og madrasmodeller har aftageligt betræk. Spørg der, hvor du køber.
Det kan anbefales, at temperaturen er 18. grader eller deromkring. Det giver dig de bedste betingelser for at sove igennem. Ved høj temperatur er der større risiko for at vågne op, fordi du sveder.
LÆS OGSÅ: Fald i søvn med afslapningsmusik og beroligende lyde