Skal du op og tisse hver nat? Disse råd kan hjælpe dig

Det er helt almindeligt at skulle på toilettet et par gange om natten, når man runder en vis alder. Men med disse tips kan du komme nattetisseriet til livs.

kvinde i morgenkåbe, der sidder på toilet

Du sov lige så godt. Men pludselig skal du tisse.

Hvis du også synes, at de natlige toiletbesøg er en udfordring, så er du langt fra alene. Faktisk oplever 70 procent af alle, som har passeret 65 år, at de må op for at tisse om natten.

Det er både irriterende og kan gå ud over din nattesøvn.

Det nedslående faktum er, at det ofte kun bliver værre med alderen. Den gode nyhed er til gengæld, at du selv kan gøre noget for at komme dit nat-tisseri til livs, fortæller Louise Good Hovgaard, der er UroGynObs-fysioterapeut – altså specialist i problemer relateret til underlivet og bækkenbunden. Det vender vi tilbage til lidt længere nede i artiklen.

Du tisser mere om natten med alderen

De natlige besøg på toilettet bliver hyppigere og hyppigere, når vi runder en vis alder. Det kan skyldes, at kroppen danner mere urin om natten, i takt med at vi bliver ældre.

“Når man når overgangsalderen, er det normalt at skulle op og tisse en til to gange om natten,” siger Louise Good Hovgaard.

Samtidig sker der et fald i kvinders østrogenniveau, for nogle kan det begynde allerede i slut 30’erne. Det får bindevævet, slimhinderne og urinrøret til at blive tyndere og mere svagt, hvilket kan øge trangen til at tisse.

Men som tidligere nævnt, er der faktisk flere ting, som du selv kan gøre for at komme den irriterende søvndræber til livs, og Louise Good Hovgaard giver herunder sine bedste tips til at skrue ned for nattetisseriet.

Læs også: Guidet meditation: Din naturlige vej til god søvn

Sådan skruer du ned for nattetisseriet

Hvis du drikker en til to liter væske om dagen, bør du tisse hver tredje eller fjerde time i løbet af dagen og helst ikke om natten.

Drik mindre

Drikker du mere end de anbefalede 1,5-2 liter væske om dagen, skal du nok helt automatisk mere på toilettet.

prøv at holde dig indenfor den daglige væskeanbefaling.

Drop væske inden sengetid

Undgå at drikke store mængder væske fire til fem timer, før du skal sove.

Undgå alkohol

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at alkohol sætter gang i tissetrangen.

Når du drikker alkohol, påvirker det din krop hormonelt og får dig til at udskille mere urin, så du skal tisse mere.

Så hvis din nattesøvn bliver udfordret af utallige ture til toilettet, så prøv at skrue ned for alkoholen inden sengetid.

Læs også: Er der fordele ved at droppe alkohol helt

Tøm blæren ordentligt

Måske skyldes problemet, at du ikke får tømt din blære ordentligt, når du er på toilettet. Hvis der er en rest urin tilbage i din blære, vil du hurtigere skulle tisse igen.

Sådan tømmer du blæren ordentligt
Start med at tisse, det du kan, uden at presse. Herefter rejser du dig op og sætter dig ned igen og ser, om der kommer mere. Hvis der kommer en lille slat mere, så rejs dig op igen. Gentag, indtil du ikke kan tisse mere.

Om aftenen kan det være en god ide at blive stående oppe i lidt længere tid. Børst eventuelt dine tænder i pausen, og sæt dig så igen for at tisse.

Hvis de ovenstående råd ikke virker, kan dit nattetisseri skyldes andre problemer. Måske lider du af overaktiv blære, hvor man skal tisse rigtig ofte (måske endda en gang i timen).

Hvis du har en overaktiv blære, har blæren vænnet sig til, at den ikke skal være særlig fyldt, før du tisser.

Du kan dog bryde den onde cirkel. Lad der gradvist gå længere og længere tid, imellem du tisser. Så vænner du din blære til at kunne rumme mere, så du på sigt kan nøjes med at tisse hver tredje eller fjerde time.

Er du hårdt plaget af at skulle tisse om natten, og hjælper disse råd ikke, bør du kontakte lægen. Måske du har brug for blæredæmpende medicin.

KILDE: Louise Good Hovgaard, UroGynObs fysioterapeut hos Klinik for Kvindekroppen.