Skriver du i hånden? Derfor er det en god idé at holde fast i det
Megen skrivning er for længst rykket over på skærme. Det kan være både praktisk og professionelt. Hold alligevel fast i din håndskrift, råder psykologen.
Megen skrivning er for længst rykket over på skærme. Det kan være både praktisk og professionelt. Hold alligevel fast i din håndskrift, råder psykologen.
Hvornår har du sidst skrevet mere end en huskeseddel i hånden? For mange er det at fatte pen og papir kogt ned til de årlige fødselsdagskort til familiemedlemmer.
Håndskrivning kan dog meget mere end “bare” at føre informationer til protokols. Det kan være en tiltrængt pause for hjernen og give større mentalt overskud, hvis man skal tro Birgitte Sølvstein, der er psykolog med speciale i stress.
Dyk ned i grundene her. Så kan det være, at du lidt oftere vil række ud efter kuglepennen fremover.
Når du almindeligvis skriver på computer eller telefon, er du kun ét klik fra at tjekke nyheder, en kattevideo, eller hvad dine bekendte har postet på sociale medier.
På papir er der derimod kun ét vindue åbent – papiret – og det gør, at skrivningen sker i et mere uforstyrret rum, og din opmærksomhed skærpes.
Læs også: Sociale medier kan ramme selvværdet – også hos voksne
Det tager længere tid at skrive i hånden end på tastaturet. Er det en ulempe? Det synes hjernen ikke, for med det langsommere tempo er du i bedre kontakt med dine tanker og følelser. Det øgede nærvær kan især være en fordel, hvis du grifler på et personligt brev eller i en dagbog.
Læs også: Psykolog: Sådan kommer du i gang med at skrive dagbog
Hjernen er langt mere aktiv, når vi skriver i hånden, og det hjælper på hukommelsen.
I et japansk forsøg blev studerende bedt om at tage noter fra et oplæg på hhv. papir og tablet. ‘Håndskriverne’ huskede efterfølgende flest informationer.
Jo flere sanser der er involveret, jo bedre husker vi noget.
Visheden om, at man kan slette, flytte afsnit og rette i en uendelighed, når man skriver på en computer, har forplantet sig i os.
Skriveprocessen er ganske enkelt mere sammenhængende, når man skriver med pen og papir fra oven og ned, hvormed dit overblik og din evne til fordybelse holdes ved lige.
Use it or loose it. Hvis du ikke holder en egenskab ved lige, mister du den. Alene af den grund er det en god idé at skrive i hånden indimellem – til huskesedler, beskeder osv.
Læs også: Styrk dit helbred med læsning
At skrive digitalt eller på print bør ikke være et “enten eller”, men et “både og”. Så har både du og hjernen det bedst.