4 nøgler til at tackle uklare krav på jobbet

Hvordan vil du være grundig og hurtig samtidig? Og hvad er egentlig vigtigst af de to? Uklare rammer er gift for vores trivsel og samarbejde på jobbet, så tjek erhvervspsykologernes råd.

En kvinde tager sig til hovedet over sin computer på arbejdet - hun har modstridende krav.

UKLARE KRAV på arbejdspladsen skaber både forvirring og frustration. Lær at håndtere dem, inden de for alvor stjæler dit overskud.

© iStock

Hvis du er udfordret af, at der er uklare og modstridende krav til dig på jobbet, er du ikke alene. Det er en af fire overordnede trusler, som Arbejdstilsynet har formuleret for at sikre god mental sundhed på arbejdspladser.

Få hjælp til at tackle udfordringen med erhvervspsykolog Sarah Begs gode råd herunder.

1 Afstem arbejdsopgaver løbende


Man skal grundlæggende forstå, at arbejdsopgaver er en foranderlig størrelse, der kræver løbende overvågning.

Hvad er vigtigst? Og hvad haster mest lige nu? De svar, der lød i sidste uge, er ikke nødvendigvis stadig aktuelle. Dialogen kan både køre på individuelt, team- og ledelsesplan.

Læs også: TEST: Er du stresset?

2 Varigheden af situationen er væsentlig


De fleste kan fint håndtere en periode med uklare og modstridende krav. Det kan der være gode grunde til, fx en ny leder, der lige skal finde sin retning. Tag en dyb indånding og se tiden an i de tilfælde.

Har frustrationerne til gengæld ulmet så længe, at de går dig alvorligt på – og der ikke er nogen løsning i horisonten – så er du nødt til at gøre noget ved situationen.

En kvinder holder hænderne op foran øjnene. Hun er stresset på arbejdspladsen.

UKLARE MÅL kan de fleste klare i en afgrænset periode, men ikke i længden.

© iStock

3 Overvej din indflydelse


Ikke alle udfordringer kan du selv komme til livs. Kontrolcirklen er et redskab, som hjælper til, at man sætter kræfterne ind dér, hvor man reelt kan gøre en forskel.

Løber du panden mod en mur, så overvej dine handlemuligheder. Er udfordringen et vilkår i jobbet, fx at du skal stå op? Eller sidde ned hele dagen, for den sags skyld? Så kan du ikke ændre på det.

Læs også: 7 tricks til at få dig op af kontorstolen

Hvis udfordringen er noget, du har indflydelse på, fx at dele af opgaverne kan løses siddende, så kan du tale med din leder om det.

Endelig kan en udfordring være indenfor din kontrol, fx hvilke sko du har på. Det bestemmer du selv!

Når en udfordring ligger uden for din egen kontrol, bør du tale med din leder, tillidsrepræsentanten, HR-afdelingen eller fagforeningen.

4 Giv hinanden håndslag


Håndslaget er en enkel metode til at sikre, at et team kan kommunikere og afstemme forventninger til hinanden. Målet er at have tydelige indbyrdes aftaler om teamarbejdets 5 'fingre': rammer, retning, roller, relationer og regler.

Værktøjet kan bruges både, når teamet etableres, får nye opgaver, støder ind i problemer eller har brug for et serviceeftersyn.

Læs også: 6 råd: Sådan lærer du at slappe mere af