7 dilemmaer om nærighed – sådan undgår du konflikt
Gaver, regninger og restaurantbesøg – nærig adfærd kan give gnidninger i selv de tætteste forhold. Få terapeutens bedste råd til at håndtere de svære situationer.
Gaver, regninger og restaurantbesøg – nærig adfærd kan give gnidninger i selv de tætteste forhold. Få terapeutens bedste råd til at håndtere de svære situationer.

REGNINGEN kan hurtigt blive et stridspunkt, hvis én i selskabet passer ekstra godt på sine penge.
Kender du en, der altid "glemmer" at overføre sin del af regningen, eller som konsekvent undgår at tage sin tur, når der skal gives en omgang?
Nærighed hos andre kan være svær at håndtere – især når man ikke vil virke dømmende eller skabe dårlig stemning.
Derfor har vi bedt psykoterapeut Lotte Palsteen om at give sine bedste råd til, hvordan du kan tage snakken på en respektfuld måde, uden at konfliktoptrappe.
Læs med, og få værktøjerne til at sætte ord på de pinlige penge-situationer med udgangspunkt i syv konkrete situationer. Så bevarer du både relationerne og din egen grænse.
Dilemma: Du har en ven, som altid er hurtig til at bestille en kaffe eller en drink med, når du står i kø til baren. Men vennen overfører aldrig penge til dig.
Potentiel konflikt: Du bliver irriteret, fordi du synes, det er svært at opkræve penge uden selv at fremstå nærig, og i virkeligheden føler du dig lidt ‘brugt’ af din ven.
Det første, du kan prøve, er at spejle vedkommendes adfærd, så du føler, der kommer lidt mere balance i regnskabet, og så vedkommende selv bliver opmærksom på sin adfærd.
Næste gang I er ude, så vær hurtig til at sige: “Hey, køber du ikke én med til mig. Jeg gav sidst”.
Læs også: Tag testen – er du nærig i dine venners øjne?
Hvis ikke det virker, er der ingen vej udenom at tage en snak. Ellers er der nærmest garanti for, at der opstår afstand i relationen.
Prøv at fortælle, hvordan du selv har det svært med at opkræve penge af andre og derfor foretrækker ikke at lægge ud. Hold bolden på egen banehalvdel, og undgå for alt i verden at blive anklagende.
Dilemma: Når der bliver samlet ind på jobbet til en jubilæums- eller barselsgave, er det altid den samme kollega, der aldrig smider en 20’er eller en 50’er i puljen. Samme kollega tager dog gladeligt imod gaver fra resten af arbejdspladsen.
Potentiel konflikt: Du kommer til at tænke mindre om din kollega, og det går ud over jeres arbejdsforhold.
Først og fremmest skal du undlade at snakke bag om ryggen på din kollega med andre på jobbet. Så kan det nemlig vokse sig til noget meget større.
Ønsker du ikke en konfrontation, kan du fx foreslå din chef, at I ændrer måden, man giver gaver på. Det kunne være, man skulle indføre en gaveklub, hvor dem, der vil være med, overfører 100 kr årligt, og dem, der ikke vil være med, ikke får gaver.
Læs også: Perfektionisme – er den en fordel eller ulempe?
Det bedste ville selvfølgelig være, hvis du kunne gå til vedkommende og spørge nysgerrigt ind til, hvordan det kan være, de ikke har overført. Om det måske er en forglemmelse, eller om de måske synes, det er en dårlig idé med gaver.
Pas på ikke at tillægge dem for mange dårlige motiver. Vær åben over for, at de måske har en plausibel forklaring eller et andet syn på gaveordninger end dig selv.
Dilemma: Din kæreste synes ikke, det er pengene værd at gå ud at spise eller rejse flere gange om året. Men det er livskvalitet for dig.
Potentiel konflikt: Du føler, det begrænser dig i at leve det liv, du drømmer om, og du bliver irriteret på din kæreste. Måske får du tanken, at han eller hun ikke synes, du er pengene værd.
Læs også: I denne alder topper livskvaliteten
Det er ikke en holdbar situation, hvis den ene part i et forhold altid inviterer på middage og rejser, men den anden aldrig gør. Det ender med at skabe ulighed og æde en op.
Omvendt er det heller ikke holdbart at undvære de ting, der virkelig giver livskvalitet.
Få snakket med din partner om, hvad det egentlig betyder for dig. Sæt ord på, at det ikke bare handler om at ødsle penge væk på sus og dus, men at det bidrager til din livskvalitet og giver dig noget at se frem til.
Læs også: Parterapeutens 10 bedste råd til at holde liv i kærligheden
Understreg, at det er vigtigt for dig at kunne dele de ting med ham eller hende, og spørg, om ikke I kan mødes på midten og bare gøre det engang imellem.
Er din partner slet ikke villig til at betale for de ting, der gør dig glad, så overvej i stedet, om du kan dele oplevelserne med nogle andre i dit liv.
Dilemma: Ham eller hende, som sætter sig på bagsædet af taxaen for ikke at betale turen, eller som smutter på toilettet, når kvitteringen bliver lagt på bordet.
Potentiel konflikt: Du bliver så træt af den adfærd, at du vælger vedkommende fra som ven.
Sker det igen og igen, er du nødt til at få det italesat – også for personens egen skyld, så de ikke ender helt uden venner.
Men pas på, at snakken ikke bliver et bagholdsangreb, hvor hele vennegruppen overfuser vedkommende. Tag snakken one-on-one på et tidspunkt, hvor du ikke har for mange følelser på spil.
Tal åbent og ærligt om, hvad du oplever, og lad være at sige ‘vi synes’, men tal for dig selv. Lad være med at pakke det for meget ind, for det kan gøre snakken endnu mere ubehagelig.
Du kan fx sige: “Jeg oplever, at der sker sådan og sådan, og jeg er bange for, at det kommer til at ødelægge noget mellem os. Det ønsker jeg virkelig ikke. Du betyder meget for mig.” Og så spørg personen, hvad de selv oplever og mener om det, du siger.
Dilemma: Uanset om det er værtindegaver eller fødselsdagsgaver, så kan du med det samme se, at det, du pakker op, er noget, giveren selv har fået i gave eller har haft liggende derhjemme i årevis.
Potentiel konflikt: Du har svært ved at skjule at du synes, det er usselt, og du føler dig ikke specielt værdsat.
Det er svært at beklage sig over noget, man har fået i gave uden selv at komme til at lyde grisk. I det her tilfælde er det nok bedre at justere sine egne forventninge end at italesætte noget over for personen.
Er du træt af at give mere, end du får igen, så lad være at give dyre gaver til vedkommende. Måske synes de, det er helt fint selv at modtage brugte gaver.
Har du et stort behov for at give dyre, flotte gaver, så bliv ved med det. Men accepter, at de ikke kommer retur. Det er meget nemt at blive martyr i sådan en her situation, og det hjælper hverken dig selv eller relationen.
Dilemma: Du får et lift hjem af en ven fra en middagsaftale hos en fælles bekendt. Senere samme aften får du en anmodning på 27,50 for din andel af benzinen. Samme ven har måske en anden gang bagt kage til jeres hyggeaftale og sender dig en anmodning på halvdelen af indkøbet.
Potentiel konflikt: Du føler det som et bagholdsangreb og en udgift, du ikke så komme. Det går ud over tilliden til vedkommende.
Når der er tale om små beløb, som ikke ryster din økonomi, så find ud af, hvor meget det her fylder i dig. Det nemmeste vil være bare at overføre og sige pyt.
Men kan du mærke, at relationen er på spil, må du prøve at finde ud af, hvad adfærden bunder i.
Næste gang I skal dele en fællesudgift, så spørg vedkommende på forhånd, hvordan de foretrækker at gøre, og hvorfor de foretrækker det sådan. Måske er der en god forklaring, du ikke selv havde tænkt på.
Dilemma: “Jeg tager lige den her pakke smør med hjem igen.” Du har en bekendt, der tit nupper rester med hjem i stedet for at lade det overskydende blive hos værten.
Potentiel konflikt: Du bliver så irriteret, at du ikke kan skjule det og kommer til at sige noget spydigt eller sårende.
Læs også: Er du konfliktsky? Tag testen
Ligesom i de øvrige dilemmaer er det vigtigt, du møder personen åbent og nysgerrigt i stedet for dømmende og anklagende, og at du taler ud fra dit eget synspunkt og ikke på vegne af en gruppe.
Det kunne jo være, der var en sympatisk grund til, de tog rester med hjem. Måske er økonomien stram, måske har de børn og svært ved at få handlet, måske tænker de bæredygtigt ift. at undgå madspil. Find ud af det, så du bedre forstår adfærden.