Er du en af dem, der har mere end almindeligt travlt med at opfylde andres behov? Og tilsvarende svært ved at lytte til dine egne ønsker? Bliv klogere på, hvordan du skruer lidt ned for imødekommenheden og (gen)finder dine egne grænser.
PLEASER – Færdig med at være lidt for hurtig til at imødekomme andre og bagefter fortryde det? Så læs med her!
Du har en veninde i røret. I prøver at finde en dag, I kan mødes til en kop kaffe. Det er svært, for veninden giver dig kun to datoer at vælge imellem. Det er desværre de to dage over de næste to uger, der passer dig dårligt. Du trækker lidt på det, men ender med at sige: “Okay, jeg rykker lidt rundt på tingene. Det kan jeg godt.” Guderne skal vide, at det ikke er første gang, du føler, at du må bøje dig for at bevare den gode stemning.
At være pleaser handler om at være så optaget af at imødekomme andres ønsker og behov, at du ender med at negligere dine egne. Sker det indimel- lem, er der ingen ulykke sket. Men er det et mønster, du trækker efter dig, kan det med tiden blive nedbrydende for selvværdet. Det ved psykolog Malene Stoltze alt om. I sin praksis møder hun jævnligt mennesker, som arbejder med at ændre den usunde adfærd, som de ofte har med sig fra barndommen: nemlig tilbøjeligheden til at veje sig selv mindre værd end andre. Og derfor at være mere imødekommende, end hvad godt er.
Inden vi erklærer pleasergenet kamp til stregen, så er det vigtigt at forstå nuancerne i fænomenet. Vi har nemlig alle sammen en grad af pleaser i os. Det har menneskets skabelse som flokdyr for længst sørget for.
Spørgsmålet er, hvor meget det fylder i vores opførsel. Du kan forstå det som en skala, der går fra 0 til 100. De, der er meget lidt pleasende, ligger på nul og kan have psykopatiske tendenser. I den anden ende, op imod 100, finder vi de meget pleasende, der kan være næsten selvudslettende. De fleste af os befinder os på midten af aksen, hvor det at please blot er en hjælpsom måde at være på.
At indrette sig efter andre – i rette doser – er nemlig ikke entydigt skidt. Tværtimod. I mange sammenhænge er det faktisk en vigtig social færdig- hed at kunne sætte sig selv til side for en stund, når situationen kalder på det. Det kan fx være i travle perioder på jobbet, hvor du må hjælpe et par kolleger med en stor opgave, så I kan komme i mål til tiden.
Eller op til en familieudflugt, hvor du må give køb på nogle af dine krav, så det kan lykkes at komme afsted med hele den udvidede familie. Det afgørende er, at det at tilsidesætte dig selv forbliver et værktøj, der trækkes frem, når det er nødvendigt, og ikke ender med at blive en generel behagesyge, som bliver taget for givet.
I vores samspil med andre mennesker balancerer vi altså på en line, i forhold til hvor meget og hvor lidt vi føjer andres behov. Men hvordan kan du vide, om du har fundet niveauet?
Psykolog Malene Stoltze har bemærket en måde at skelne skidt fra kanel: de, der er tilbøjelige til at please for at tage hensyn og vise omsorg, og de, der handler af frygt. Når du eksempelvis har veninden i telefonen og stik mod dine egne planer siger god for en dag, du er optaget, hvad driver dig så? Er det et oprigtigt ønske om, at I skal ses, eller er du i virkeligheden bange for at skabe en konflikt eller miste hende, hvis du siger fra?
Den bedste til at svare på, hvilken kategori du tilhører, er nok dig selv. En ting, der i hvert fald ikke hjælper, er at slå dig selv i hovedet over, at du nu igen sagde ja til mere, end du har lyst til. Husk på, at vi hver især gør vores bedste. Så mærker du en gnavende fornemmelse af, at du er for pleasende, er der nok noget om snakken, og det
kan være værd at undersøge nærmere uden at bebrejde dig selv.
Går du på jagt efter kildens udspring – altså der, hvor den pleasende adfærd begyndte – skal tiden ofte skrues helt tilbage til barndommen. Ikke overraskende har mor og fars opdragelse en helt afgørende betydning for, hvor let det er at mærke egne grænser.
Har de set og hørt dig, har du de bedste chancer for at vokse op og kende dine egne ønsker og behov. Har du derimod skullet kæmpe for deres opmærksomhed og gøre dig fortjent til den, trækker det tråde til din opførsel som voksen. Så vil du være mere tilbøjelig til “at hoppe og danse som en slagterhund for at få en pølse”. Eller at lave dårlige kaffedates, melde dig til uoverskueligt bestyrelsesarbejde, igen-igen bage en kage til foræl- dremødet. Og så videre. Og så videre.
Strategien med at være ekstra sød har hjulpet dig som barn, så det gør den nok også nu, ræsonnerer under- bevidstheden. At overhøre egne behov kan simpelthen have udviklet sig til din overlevelsesstrategi.
Pleasere har enten ingen eller meget lille erfaring med, at de er blevet accepteret, hvis de sagde “nej tak”. Fik du som barn at vide, at du var egoist og burde skamme dig, når du sagde fra eller udtrykte din ærlige mening? Så kan du let mærke de samme følelser som voksen. De, der er hårdest ramt af et overdrevent pleasergen, kan næsten føle fysisk ubehag blot ved at tænke på sig selv.
Kimen til behagesygen kan også være lagt, hvis du har dårlige erfaringer med at blive udelukket fra et fællesskab. Blev du fx mobbet som teenager, vil du for alt i verden undgå at føle dig afvist igen.
Hvad enten det er forældre, mobning eller måske en uempatisk partner, der er baggrunden for dit velvoksne plea- sergen, så er resultatet nogenlunde det samme: Du higer efter andres aner- kendelse. De må ikke forlade dig, som du har prøvet at blive det før.
Og hvordan kan du sikre dig det? Pleaserens logik er at forsøge at være endnu sødere og mere fleksibel, for “så må min mand/teenagedatter/ven- inde/chef da kunne lide mig”. Adfærden kan være skruen uden ende. Det kan derfor være noget af en bedrift at overbevise den lidt for pæne pige om, at det faktisk er en fordel for andre at vide, hvor de har hende. At nå derhen, hvor et ja betyder ja, og et nej betyder nej. En ægte pleaser kan simpelthen ikke forestille sig, at det er godt at begynde at sætte flere grænser – eller nogen overhovedet.
I en overgang kan der måske være noget om snakken. Der kan være en tendens til, at folk omkring pleaseren har vænnet sig til, at deres behov var vigtigst. De skal lige sluge erkendelsen af, at deres privilegium pludselig bliver taget fra dem. Som teenagesønnen, der altid har fået mor til at vaske sit tøj og, når han flytter hjemmefra, fortsætter med at slæbe sine sure underbukser hjem. Den søn vil selvfølgelig reagere negativt, hvis mor en dag smækker lågen til vaskemaskinen i. Da kan det være en kunst at finde andre måder at vise sin kærlighed på end at være et serviceorgan.
Nu kan jeg næsten høre dine indvendinger: Det er de andre, der må ændre sig – ikke mig. Eller måske: Det er de andres skyld, at jeg har udviklet mig til at være så eftergivende. Det er helt almindelige indvendinger, men lige lidt hjælper de over-imødekommende typer til at komme videre.
Selvfølgelig er du farvet af de erfaringer, du har med dig i bagagen, ja. Og nej, du kan ikke gøre for, at det er blevet sådan. Sket er sket. Men du kan forholde dig til, hvad du vil gøre ved det. Tager du den tunge, men vigtige beslutning at vriste dig ud af pleaser- rollen, så kan du – med al sandsynlig- hed – blive herre i eget liv i resten af dit liv. For har du ikke brugt nok tid på at tilfredsstille andre?
Inden du stryger til tasterne og laver en liste så lang over alle dem, du vil sige fra over for og give ren besked, så har psykolog Malene Stoltze et godt råd til dig. Hun advarer mod, hvad hun ser som en misforstået tilgang til at arbejde med sin eftergivenhed. Folk tror, at de skal lære at sige fra over for det meste her og nu, men det kan være enormt skræmmende at tænke sådan. Så hellere være så nænsom som muligt og starte i det små.
Sæt dig nogle delmål, lyder rådet. Find situationer, hvor du kan træne dig selv i at mærke efter, hvad du har lyst til, og vænne dig langsomt til at udtrykke dine ønsker. Også når de er upopulære. Start ikke med de store issues blandt dine nærmeste familiemedlemmer og venner, men find nogle lidt mere ufarlige situationer og emner, mens du øver dig.
Det kan fx være, hvad I skal se i fjernsynet. Eller hvor I skal bestille takeaway-mad fra. Hvem ved: Når den næste ferie banker på døren, er du måske blevet så rutineret, at du tør stå ved dig selv, så du rent faktisk får en ferie, som du selv har lyst til (hvis du hører til dem, der normalt lader sig koste lige lovligt meget rundt i manegen).
Og når veninden ringer og vil se dig på umulige datoer, så svarer du: “Desværre, det kan jeg ikke. Lad os finde en anden dag.” Den dag kan du allerede begynde at glæde dig til nu.
Læs også: Hvornår er man en boomer?