Elsker du at gå til koncert? Det er godt for helbredet
Du kender måske den euforiske følelse af at være en del af publikum, der svinger i takt til din yndlingsmusik. Få forklaringen på, hvad det gør ved sindet.
Du kender måske den euforiske følelse af at være en del af publikum, der svinger i takt til din yndlingsmusik. Få forklaringen på, hvad det gør ved sindet.
Hvis man undersøger kroppen på en koncertgænger, vil man tydeligt kunne “måle” virkningen af en koncert.
“Blodet vil cirkulere hurtigere, og der vil blive udskilt mange flere endorfiner – vores naturlige lykkehormon,” siger Torben Bechmann Jensen, lektor i socialpsykologi.
Hvordan påvirker det så sindstilstanden?
“Det mest markante er glæden. Men hvad, vi præcis glædes over, er sværere at definere,” fortsætter han.
Forestil dig at stå i et menneskehav med andre, der ligesom dig er fan af netop den kunstner, der optræder på scenen.
Det giver først og fremmest en følelse af at være med i et fællesskab.
“I kontrast til andre aktiviteter, så er vi fri for at forhandle med de andre om, hvad vi skal – det er nok bare at være til stede.”— Torben Bechmann Jensen, lektor i socialpsykologi
Derfor kan du svømme hen og tillade dig at glemme hverdagens besværligheder for en stund.
Fællesskabet opleves også i fx fodboldfanklubber, men med musikken sker der noget særligt:
“Det, der adskiller sig, er lyden, bevægelsen og rytmen. Når man bevæger sig i takt til musik, understøtter det glædesrusen. Man kan ikke danse og være sur samtidig,” siger lektoren.
Det er også derfor, at mange festivalgæster har svært ved at vende hjem til hverdagen, fordi oplevelsen var så stor og omsluttende.
Alligevel er vores ekspert ikke i tvivl om, at fordelene ved livekoncerter er flere end ulemperne.
“Det at gå til en koncert gør, at man bliver opstemt. Det hjælper på det generelle humør. Om man kan bruge det som medicin, tvivler jeg på, men om jeg vil opfordre til at prøve det? Absolut,” slutter Torben Bechmann Jensen.