Disse 5 ting må du aldrig sige, når du undskylder

Hvordan du undskylder, kan være afgørende for, om din undskyldning virker oprigtig eller utilstrækkelig. Få konfliktmæglerens bedste råd til, hvilke vendinger du bør undgå.

Kvinde, der holder en finger op foran munden

EN VELLYKKET UNDSKYLDNING handler om at tage ansvar – ikke om at forklare eller forsvare sig.

© iStock

Du kender det sikkert godt: Du har dummet dig eller sagt noget forkert, og du må sige undskyld. Og selvom det måske lyder ligetil, så er det langt fra sagen.

En undskyldning er nemlig ikke bare en undskyldning, og det har stor betydning, hvordan du formulerer dig. Ja, det kan faktisk gøre hele forskellen.

Det lille ord undskyld kan være svært at sige, og derfor kan mange uheldige formuleringer snige sig ind. I sit job som konfliktmægler har Signe Saxe Jessen ofte set, hvordan en undskyldning er blevet misforstået eller ikke har virket efter hensigten.

Hun har derfor samlet de klassiske faldgruber, og her giver hun sine bedste råd til at styre uden om de typiske fejl og i stedet give en undskyldning, der faktisk virker.

Bliver en undskyldning sagt på en uheldig måde, kan den nemlig gøre mere skade end gavn.

1 “Undskyld, men…”


Undskyld, men du gør jo også … eller Undskyld, men det er også fordi du …

Du kan godt høre det, ikke? Alt før “men” bliver næsten visket ud.

Resultatet? I stedet for at du undskylder, handler undskyldningen pludselig om den andens fejl – og du tager ikke selv ansvar.

Signe Saxe Jessens råd er, at du dropper “men” og i stedet selv tager ansvaret og viser empati og forståelse for den anden person.

Det kan du fx gøre ved at sige:

Undskyld, det var ikke okay. Jeg er ked af det.

2 Lange forklaringer


Når vi undskylder, kan det være fristende at forklare sig selv.

Gør du det, bliver undskyldningen igen overskygget af forklaringen – og du udvander simpelthen din undskyldning.

Vent i stedet med forklaringerne til senere, anbefaler Signe Saxe Jessen:

“Giv plads til, at undskyldningen kan lande, før du begynder at forklare. Derefter kan du åbne en ny bog, der hedder ‘Må jeg forklare, hvorfor det skete?’,” fortæller hun.

Og overvej, om du overhovedet har behov for at forklare dig selv, opfordrer konfliktmægleren.

For ofte handler behovet om at forklare sig mere om at pudse sit eget ego, end at det er for den andens skyld.

Så medmindre den anden part beder om en forklaring, så prøv at spørge dig selv: Er forklaringen for den andens skyld eller din egen?

Hvis det er det sidste, er det måske bedst ikke at give en forklaring, men blot en undskyldning.

3 “Jeg er ked af, hvis du blev ked af det…”


Puha, den er heller ikke god.

Du bør faktisk helt undgå formuleringer som Hvis jeg har såret dig, så er jeg da ked af det.

Når du siger sådan, tager du nemlig ikke ansvar, men lægger ansvaret over på den anden og gør hans eller hendes følelser til problemet.

“Du siger faktisk: Problemet er, at du er sårbar,” fortæller Signe Saxe Jessen.

4 Bagatellisér den andens oplevelse


Jeg kan da godt sige undskyld for det, men jeg synes virkelig, at du overreagerer …

Skal du give en god undskyldning, må du ikke bagatellisere dét, som du undskylder for eller den andens følelser.

“Hele erkendelsen i en undskyldning ligger i 'jeg ser, hvad jeg har gjort ved dig' uden at gøre den anden til problemet,” siger Signe Saxe Jessen.

Og det formår du altså ikke, hvis du giver udtryk for, at den anden overreagerer. Du anerkender nemlig ikke oplevelserne og følelserne hos den, som du skal undskylde til, men får derimod bagatelliseret dem.

5 Skyd skylden videre


Når jeg hidser mig sådan op, så er det fordi du aldrig hører, hvad jeg siger … eller Jeg gjorde det fordi du altid …

Det er endnu et eksempel på sætninger, der flytter ansvaret for dine egne handlinger væk fra dig selv og gør den anden til problemet.

Det er problematisk, fordi en god undskyldning kræver, at du anerkender, hvad du har gjort, tager ansvar og viser empati for den andens følelser.

En undskyldning, hvor du ikke forstår den andens følelser, eller som er pakket ind i forklaringer og forsvar, kan gøre konflikten værre. Det kan skabe afstand mellem dig og den anden person og gøre det sværere at genoprette tilliden mellem jer.

Vil du gerne være bedre til at give undskyldninger, og mangler du tips til at give den gode undskyldning? Så læs mere her.

KILDE: Signe Saxe Jessen, konfliktmægler.