At sige undskyld er vigtigere, end du tror

Undskyldningen kan være nøglen til stærkere relationer. Konfliktmægleren guider dig til at forstå, hvorfor det er så svært og så vigtigt at sige undskyld.

Par der skændes

BAG VREDEN gemmer sig ofte uopfyldte behov – og vejen til forsoning starter med at sætte ord på dem.

© iStock

Konfliktmægleren sidder i en blå, blød stol.

Bag hende strømmer sollyset ind og lægger sig som en kile mellem de to personer over for hende. En mur af konflikter, der har bygget sig så højt imellem dem, at de ikke længere kan se hinanden. Deres korslagte arme og furerne i ansigterne bærer præg af vrede, svigt og sorg.

Sådan ser et typisk scenarie ud i klinikken på Østerbro, hvor Signe Saxe Jessen dagligt hjælper søskende, kollegaer, naboer samt forældre og børn med at løse konflikter.

Fælles for dem alle er, at de er i konflikt – men når de træder over dørtrinnet til konfliktmæglerens konsultation, er det med et ønske om at få konflikten løst.

Og det er ikke altid nemt, men følge Signe Saxe Jessen kan evnen til at sige undskyld være nøglen.

Den vigtige undskyldning

Det er ikke et sundhedstegn i et forhold, at man aldrig bliver uvenner. Tværtimod, forklarer Signe Saxe Jessen:

“Succeskriteriet er, at man kan sige undskyld til hinanden og regne med, at man har hinandens ryg – selvom man er uenige.”

En ægte undskyldning skaber nemlig en følelsesmæssig tryghed og styrker relationen. Når vi siger undskyld, viser vi forståelse for, at vi har såret den anden – og vi tager ansvar for vores egne handlinger.

Læs også: Det må du aldrig sige, når du undskylder

"Undskyldningen og dermed erkendelsen af den andens sårede følelser viser en anerkendelse og respekt for forskelligheden, som gør det trygt at være sammen."
— Signe Saxe Jessen, konfliktmægler

Når undskyldningen mangler

Hvis vi derimod ikke siger undskyld, kan det skabe utryghed og afstand til hinanden. Man kan føle sig uretfærdigt behandlet, og føle at ens følelser ikke betyder noget for den anden. Og så kan det skabe en anspændthed og distance i forholdet.

“De sværeste konflikter er der, hvor den ene trækker sig, fordi dialogen aldrig bliver taget,” siger Signe Saxe Jessen.

Små ting kan hurtigt vokse sig store, hvis ingen tager ansvar eller anerkender den andens følelser.

Det kan føre til flere og større skænderier – og i sidste ende mistet respekt og tillid.

Læs også: Derfor har du svært ved at tage imod en undskyldning

"Hvis man ikke vil sige undskyld og bare gør den anden til problemet, mister man forståelsen for og kontakten til hinanden."
— Signe Saxe Jessen, konfliktmægler

Det vigtigste er det, der ligger bag

En stor del af Signe Saxe Jessens arbejde tager udgangspunkt i en model, hvor fokus er på følelser, ønsker og behov.

Behov vs ønsker
© I FORM

Ud fra den model hjælper hun folk med at udtrykke sig så konkret som muligt – altså at sætte ord på deres ønsker og behov og at lytte til hinanden.

En klassisk fejl sker, når vi diskuterer ud fra fakta, hvor vi ikke får sat ord på de ønsker og behov, der ligger bag.

For først når vi forstår hinandens behov, kan vi for alvor komme videre i en konflikt, fortæller Signe Saxe Jessen:

“Jeg vil gerne have, at folk siger deres følelser højt. Men følelserne er bare pejlemærker for det nedenunder: Hvilke ønsker er ikke blevet mødt, og hvilke behov er vigtige at få opfyldt?”

Det kan for eksempel være behovet for tryghed, respekt, anerkendelse, accept osv.

“Vejen til erkendelse ligger i behov og ønsker. Hvis vi strander oppe i følelser og fakta og rigtigt og forkert, bliver det hårdt mod hårdt.”
— Signe Saxe Jessen, konfliktmægler

Tag ansvar

At sige undskyld handler om at tage ansvar og være villig til at erkende, at man har gjort noget, der har såret den anden. Hvis du holder fast i din egen ret, fastholder du konflikten og skaber ubalance i relationen.

Når den ene part har udtrykt sine ønsker og behov, er det derfor vigtigt, at den anden tager ansvar og kommer med en erkendelse. For eksempel:

Jeg handlede, som jeg gjorde, fordi det føltes rigtigt for mig. Men jeg kan se, at du er ramt af det. Det er jeg virkelig ked af.

Hvis du tror, at du mister ansigt ved at sige undskyld, tager du fejl. Tværtimod vokser du som menneske, når du tager ansvar, fortæller Signe Saxe Jessen.

“Mange har ikke brug for en undskyldning – det at få erkendelsen fra den anden er ofte forløsning nok i sig selv.”
— Signe Saxe Jessen, konfliktmægler

Den optimale kommunikation

Lad os tage et eksempel.

Mads og Lærke er til middag hos nogle venner. Mads laver en joke om Lærkes evner i køkkenet, og alle griner. Men hjemme siger Lærke: “Det er simpelthen så tarveligt, at du laver sjov på den måde." Mads går i forsvar: “Ej, du skal da kunne tage en joke, det var jo bare for sjov.” Snart kører konflikten i ring.

De strander øverst trekant-modellen i fakta, beskyldninger og forklaringer.

Læs også: Find dit tilknytningsmønster: Hvordan opfører du dig i relationer?

I en konfliktmægling vil Signe Saxe Jessen bede Lærke om at komme så langt ned i trekanten som muligt ved at udtrykke sine behov: Jeg blev faktisk ked af det og følte mig ydmyget. Jeg vil gerne have, at du ikke laver sådanne jokes.

I stedet for at skyde tilbage og bebrejde Lærke, bør Mads lytte og tage det alvorligt. Det kan se sådan ud: Det var ikke min intention. Det er jeg ked af.

“Ofte er det netop erkendelsen og forståelsen, der skaber forløsning – ikke nødvendigvis ordet undskyld,” siger Signe Saxe Jessen.

“Det er faktisk “en dobbelt krænkelse”, hvis du har gjort én ked af det, og bagefter ikke vil anerkende personens følelser, men i stedet går i selvforsvar og giver ham eller hende skylden.”
— Signe Saxe Jessen, konfliktmægler

Hvornår skal jeg ikke sige undskyld?

Det at sige undskyld skaber stort set altid respekt hos den anden – ikke det modsatte.

Men der er situationer, hvor du ikke bør sige undskyld:

Læs også: Parterapeut: Fordel opgaverne, og få et godt parforhold