Større risiko for langtidsledighed og dårligere repræsentation i mediebilledet. Slut med langt hår og korte shorts. Efterhånden som de grå hår og rynkerne bliver flere, forandres omverdenens syn på os – og måske også vores syn på os selv.
ALDER - Er det upassende, når en ældre kvinde har langt hår og viser hud? Der er mange fordomme mod ældre i vores samfund.
Vidste du, at i Hollywood-film har kvinder proportionelt færre replikker, jo ældre de er? Eller at hver anden person ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO har et negativt syn på ældre? Og at ældre systematisk udelukkes fra medicinske forsøg, selvom de er den gruppe, der med størst sandsynlighed ender med at modtage behandlingen?
Lad os bare starte med at slå én ting fast: Alderisme findes, og det er faktisk gennem hele livet, at vi skal tackle fordomme, der bunder i vores alder.
På samme måde, som man kan opleve racisme og sexisme, kan man nemlig også blive udsat for alderisme.
Når vi er yngre, oplever vi det måske, når vores chef ikke tør betro os en arbejdsopgave, vi selv synes, vi er kompetente til at varetage, eller vi forventes at kunne bibringe arbejdspladsen innovation alene på grund af vores unge alder.
Læs også: Træn dig rask – her er sygdommene, du kan bedre med motion
Det er dog oftest de ældre, man taler om, når man taler om alderisme. I et samfund, hvor nyt er bedre end gammelt, og hvor antiage er bedre end age, er det nemlig ikke altid nemt at blive værdsat for sin høje alder.
Så hvad er det, der sker, når der ikke længere er plads til alle lysene i lagkagen, og man er begyndt at spidse ører, når ordet “pension” bliver nævnt? Alderisme kommer både til udtryk som fordomme, stereotyper og decideret aldersdiskrimination.
Fx har en analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd vist, at risikoen for langtidsledighed er størst blandt de 60-64-årige.
I et andet forskningsprojekt blev det dokumenteret, at arbejdspladser investerer færre penge i efteruddannelse til ældre medarbejdere end til yngre – ideen om, at gamle hunde ikke kan lære nye tricks, lever altså i bedste velgående.
I en stor rapport om alderisme fra 2021 har WHO kortlagt de fordomme, der hersker om ældre på arbejdspladsen. De er blandt andet: at de er ufleksible, umotiverede og teknologisk inkompetente.
Samme rapport konstaterede også, at ældre i medierne generelt bliver portrætteret som senile, uattraktive og hjælpeløse – hvis de da overhovedet bliver portrætteret.
Tal fra et tysk studie har tidligere anslået, at kun omkring 8,5 procent af alle hovedroller i de store søndagsserier på tv var ældre karakterer.
I WHO's rapport om alderisme kortlagde forkserne fordomme og stereotyper – positive såvel som negative – om både ældre og gamle.
Her kan du se dem, der hersker i sundhedssektoren, på arbejdspladsen og i medierne.
I sundhedssektoren | ||
| UNGE er ... | ÆLDRE er ... | |
|---|---|---|
| Positive stereotyper |
... sunde ... fysisk aktive ... stærke og energiske |
... varme ... behagelige |
| Negative stereotyper |
... risikovillige ... stofbrugere ... stressede og ængstelige |
... irritable ... ensomme ... skrøbelige og svage ... aseksuelle |
På arbejdspladsen | ||
| UNGE er ... | ÆLDRE er ... | |
| Positive stereotyper |
... energiske ... ambitiøse ... gode til IT |
... pålidelige ... erfarne ... socialt stærke ... gode ledere |
| Negative stereotyper |
... selvoptagede ... illoyale ... forkælede ... dovne |
... ufleksible ... umotiverede ... inkompetente ... dårlige til IT |
I medierne | ||
| UNGE er ... | ÆLDRE er ... | |
| Positive stereotyper | ... attraktive |
... sunde ... engagerede ... kan tage vare på sig selv |
| Negative stereotyper |
... besværlige ... kriminelle |
... uattraktive ... ulykkelige ... senile ... afhængige af hjælp |
Fordommene om ældre tager vi med os ind i alderdommen – vi stopper alt- så ikke med at have et negativt syn på ældre, bare fordi vi selv bliver gamle.
Derfor taler man også om en såkaldt selvrettet alderisme, hvor man som ældre har aldersbetingede fordomme rettet mod sig selv.
“Mange ældre vil nødigt kaldes gamle – eller seniorer eller gråt guld eller noget andet, der kan forbindes med at være gammel. At være gammel er simpelthen ikke attraktivt,” forklarer Anette Tybjerg-Jeppesen, der forsker i alderisme på Københavns Universitet.
Selvrettet alderisme kan antage mange former. Det kan fx være, at man ikke længere synes, man er lige så meget værd, fordi man er gået på pension og ikke længere “bidrager” til samfundet.
Eller at man oplever et identitetstab, når håret mister sin farve. Hvor man før var blondine, sorthåret, brunette eller en rødtop, er man nu en del af den samme ensartede masse af grå hjelme.
Selvom al forskning tyder på, at vi stadig værdsætter et aktivt sexliv efter overgangsalderen, så er ældre forbeholdne omkring at tale om seksuelle udfordringer med deres læge.
En gammel kvinde må ikke have langt hår eller vise for meget hud. Ældre kvinder bliver mødt af mange fordomme og forventninger, som de nemt kan gøre til deres egne.
Forskning har vist, at kvinder føler sig mindre attraktive med årene.
Ældre er statistisk set blandt de befolkningsgrupper, der har lavest risiko for at blive ofre for vold, men frygter det mest. Paradokset forklares af forskere med en offentlig debat, der ofte portrætterer ældre som svage og hjælpeløse.
Forskning fra Belgien har indikeret, at ældre med- arbejdere har en tendens til at vælge tidligere pension, hvis de selv har negative tanker om det at blive ældre.
Hvis man vender fordommene indad, ser det ud til at kunne have negative konsekvenser for ens helbred: Selvrettet alderisme – eller det at have negative tanker om ens egen aldringsproces – er nemlig associeret med en højere risiko for depression, hjerte-kar-sygdomme og tidlig død.
En anden konsekvens af selvrettet alderisme kan blive, at man bliver meget opsat på at bekæmpe sin alder. Når vi læser om ældre, der gennem intens træning og kosmetiske behandlinger opnår et yngre udseende, kan det altså både ses som inspirerende, men potentielt også være med til at forstærke en alderisme, der tilsiger, at man for enhver pris ikke må blive gammel.
Selvom der i disse år er fokus på alderisme, så blev begrebet allerede navngivet i 1969 af psykiateren Robert Neil Butler, og det er som sådan heller ikke nogen nyhed, at vi hylder faste baller og friske pust.
“Vi har altid ledt efter ungdommens kilde,” konstaterer Anette Tybjerg-Jeppesen. “Men vi er nok blevet mere bevidste om, at alderisme findes, og så er der også sket en udvikling i samfundet, der i højere grad belønner hurtighed og omstillingsparathed – begge er ting, vi i høj grad forbinder med unge,” uddyber hun.
Derfor er det også stærke kræfter, man er oppe imod, når alderisme skal bekæmpes. Som enkeltindivid skal vi naturligvis være opmærksomme på egne fordomme og indgroede stereotyper, men det er samtidig vigtigt at erkende, at fordommene og stereotyperne kommer fra en kultur, vi alle er en del af.
Der skal derfor større politiske og samfundsmæssige forandringer til, hvis vi skal gøre op med det stigma, der er forbundet med at være gammel.
Det kunne fx være, når man fra politisk hold ændrer på pensionsalderen, eller hvis man som arbejdsplads tager initiativer til, at ældre og yngre med- arbejdere mødes på tværs af generationerne – noget, man fra forskningen ved, ikke nødvendigvis sker af sig selv.
Selvom vi i den vestlige verden nok har en opfattelse af, at der står større respekt om bedsteforældregenerationen i andre dele af verden, så er det faktisk ikke tilfældet.
Uanset politiske initiativer og generel velvilje er det heller ikke sikkert, at vi kan komme alderisme fuldkommen til livs. Ifølge nogle forskere hænger den nemlig sammen med vores frygt for døden.
Vi kan simpelthen ikke lide at blive mindet om, at vi skal dø, og det minder alderdom os om – uanset om det er vores egen eller andres.
“Det er et åbent spørgsmål, hvordan vi bliver bedre til at acceptere og håndtere aldringsprocessen og den død, der ligger for enden. Men en ting er sikkert: Det starter med, at vi tør snakke om det – både aldringsproces- sen og den alderisme, der følger med i kølvandet – og det er svært,” afslutter Anette Tybjerg-Jeppesen.