Rødkløver – og 4 andre ting, der hjælper mod hedeture
Pyyh, er her ikke lidt varmt ...? At have hedeture i overgangsalderen er helt normalt, men heldigvis kan du mildne generne. Se her, hvad du selv kan gøre for ikke at koge over.
Pyyh, er her ikke lidt varmt ...? At have hedeture i overgangsalderen er helt normalt, men heldigvis kan du mildne generne. Se her, hvad du selv kan gøre for ikke at koge over.
Vågner du ofte badet i sved, eller blusser du op i stressede situationer, er det desværre en helt normal følge af overgangsalderen. Når din krop begynder at producere mindre østrogen, bliver du nemlig mere følsom over for temperaturstigninger.
Stiger din kropstemperatur bare en anelse, vil kroppen forsøge at køle af. Det gør den ved at udvide de blodkar, der ligger tæt på huden. Dermed får blodkarrene en større overflade, og de kan nemmere hjælpe kroppen af med varmen – og så har vi de berygtede hedeture.
Hedeture opstår mest om natten, hvor de desværre kan være meget forstyrrende for din søvn. Den gode nyhed er, at hedeturene normalt forsvinder igen efter nogle år, og at du selv kan gøre noget for at mindske generne.
Rødkløver kan vise sig at blive din yndlingsblomst, mens du er i overgangsalderen. Et studie fra Aarhus Universitet viser nemlig, at kvinder, der hver dag drikker et ekstrakt af fermenteret rødkløver, har færre hedeture.
Det er afgørende for effekten, at det er fermenteret, altså gæret rødkløverekstrakt, du tager, så tjek emballagen, inden du køber.
Motion er godt for alle hele livet igennem – også i overgangsalderen. Dyrker du regelmæssig motion, kan det nemlig give dig både færre og mildere hedeture. Et svensk studie viser fx, at hedeture kun forekommer halvt så ofte i overgangsalderen blandt fysisk aktive kvinder som hos kvinder, der ikke er aktive.
Et andet studie fra Københavns Universitet viser også, at kvinder til en vis grad kan kompensere for tabet af østrogen og generne herfra ved at dyrke motion tidligt i overgangsalderen.
Derfor virker motion: Forskerne har ikke én forklaring på sammenhængen mellem motion og færre hedeture, men når østrogenniveauet falder i kroppen, bliver temperaturcenteret i hjernen mere ustabilt. Når du motionerer, øges din blodcirkulation og kroppens temperatur, og dermed træner du kroppens evne til bedre at skille sig af med varmen.
Derfor kan jævnlig motion altså føre til færre svedeture, fordi en aktiv krop har lært, hvordan den skal komme af med overskydende varme.
En anden forklaring kan være, at regelmæssig motion kan være med til at bevare en sund normalvægt. Forskerne ved nemlig, at overvægtige kvinder lider mere under hedeture end normalvægtige.
Et finsk studie har således vist, at konditionstræning fire gange om ugen kan reducere antallet af hedeture og forbedre livskvaliteten blandt lettere overvægtige kvinder. Jo hyppigere træning, des bedre effekt, viste studiet, der samtidig påpeger, at mere forskning er nødvendigt.
Hvis du ikke er bange for nåle, kan akupunktur tilsyneladende også hjælpe dig med hedeturene. Det tyder et mindre studie fra Københavns Universitet med 70 kvinder på. Allerede efter to behandlinger oplevede kvinderne en forbedring.
Overvægtige kvinder har ofte flere gener med hedeture og svedture end normalvægtige, så er du overvægtig, kan et vægttab hjælpe dig. Det viser bl.a. et amerikansk studie, hvor deltagerne tabte sig ved at spise mindre fedt og mere frugt, grønt og fuldkorn.
Omvendt tyder noget på, at du heller ikke må blive for tynd. For selvom du måske slipper nemmere om ved hedeturene, kan du risikere andre gener.
Ifølge sundhed.dk har tynde kvinder – og i øvrigt også rygere – flest gener i overgangsalderen. Så gå efter en sund normalvægt. Holder du dit taljemål på max. 80 cm, og har du et BMI mellem 18 og 25, ser det fornuftigt ud.
Beregn evt. dit BMI her.
Det er forskelligt fra person til person, hvad der kan fremkalde hedeture, men alkohol, kaffe, varme, krydret mad og stress volder problemer for mange kvinder. Er du plaget af hede- og svedproblemer, vil det derfor være en god idé at prøve at undgå disse i en periode.