6 myter om dit blodsukker

Er det virkelig bedst at spise, når man er sukkerkold? Og er højt blodsukker farligt? Få svaret på de mest almindelige blodsukkermyter her.

Kvinde, der kigger på en snack.

USTABILT BLODSUKKER – Det gør intet godt for dit blodsukker at snacke – selvom de fleste tror det.

© Ditte Capion

Blodsukker – er det ikke kun diabetespatienter, der slås med det? Hvis dette er din første tanke, når vi siger ‘blodsukker’, så har du formodentligt købt ind på nedenstående myter.

Langt størstedelen af os gør faktisk klogt i at skænke vores blodsukker en tanke i ny og næ. Læs myterne, og forstå hvorfor.

Mellemmåltider sørger for et stabilt blodsukker – FALSK 👎🏼

Medmindre du er ung og meget aktiv, har dit blodsukker faktisk bedst af, at du holder dig til tre hovedmåltider om dagen.

Smådoserer du dig selv med sukker løbende, har du insulin på arbejde konstant. Det gør kroppen dårligere til at regulere blodsukkeret, fordi den fralægger sig ansvaret for at optage sukker fra blodet.

LÆS OGSÅ: Kalorieberegnede kostplaner til vægttab

Blodsukkeret er relevant for os alle – SANDT 👍🏼

Mindst halvdelen af os har svært ved at regulere vores eget blodsukker, og rigtigt mange døjer især med for højt blodsukker.

For meget fritflydende sukker i blodet er noget skidt for din krop, som ud over fysisk ubehag også kan føre til overvægt og gøre kroppen ekstra sårbar over for alvorlige sygdomme.

Kost er vigtigere end motion – FALSK 👎🏼

Regelmæssig motion er lige så vigtigt, som hvad du spiser, hvis du vil have et stabilt blodsukker.

Jo mere du træner, jo mere sukker kan dit blod klare, så det handler om at lægge indsatsen der, hvor det giver mest mening for dig. Allerhelst begge steder.
Derfor kan motion give dig stabilt blodsukker

Motion er godt, fordi det forbrænder sukker fra blodet – SANDT👍🏼 og FALSK👎🏼

Motion er som sagt supervigtigt for et stabilt blodsukker. Men ikke kun fordi motion forbrænder sukkeret fra dit blod.

Træning øger dine musklers evne til at optage sukkeret fra blodet og lægge det på lager der i kroppen, hvor det kan gøre gavn.

Lær at løbe 5 km med I FORMs løbeprogram til begyndere

Højt blodsukker hæmmer fedtforbrændingen – SANDT 👍🏼

Der er flere kalorier i fedt end i sukker. Men når dit blodsukker stiger, fordi du har spist masser af sukker, skaber du en hormonel ubalance, som påvirker din fedtforbrænding.

Et ustabilt blodsukker kan være en af årsagerne til, du ikke taber dig, hvis du hører til dem, der ikke selv kan regulere dit blodsukker tilstrækkeligt.

Det er vigtigt at spise, når man går sukkerkold – FALSK 👎🏼

Medmindre du lige har været ekstremt fysisk aktiv eller har diabetes, så er følelsen af at gå sukkerkold for de fleste blot et tegn på, at kroppen snart forbrænder fedt i stedet for overskudssukker fra blodet.

Det bedste middel mod energimangel er at lave noget kort, hurtig motion, der får kroppen til selv at gå i energidepoterne.

Konsekvenser ved for højt blodsukker

Nu og her

  • Energimangel
  • Tung og sløv i kroppen
  • Trætte muskler
  • Du får lyst til at spise mere sukker

Over længere tid

  • Du tager på
  • Dit immunforsvar er på overarbejde
  • Kroppen bliver dårligere til at reagere på insulin
  • Risikoen stiger for type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og forskellige autoimmune sygdomme

KILDE: Anette Sams, ph.d., forsker og forfatter til bogen “Sandheden om sukker”

Læs mere om dit blodsukker

Bog-forside

Anette Sams, ph.d. og forsker i over 20 år, har bl.a. skrevet bogen “Sandheden om sukker”, hvor du kan læse mere om, hvad du selv kan gøre for at holde dit blodsukker sundt og stabilt.