Forskning tyder på, at brystkræftpatienter med en aktiv livsstil har bedre prognoser end inaktive. For Rikke Hansen blev motion en uundværlig livline.
TRÆNING TRODS SYGDOM Blot to måneder efter sin operation for brystkræft kunne Rikke løbe igen – nu med lidt mindre at slæbe på, som hun selv skrev på Instagram.
Sidste år sad Rikke og ammede sin lille søn, men lagde mærke til, at han ikke ville tage ved det venstre bryst. Hun opdagede, at der var, fordi der var noget derinde.
“Jeg troede først, at det var en mælkeknude, men det viste sig at være forstadier til kræft. Endda nogle meget aggressive af slagsen. Jeg fik at vide, at hele brystet skulle opereres væk så hurtigt som muligt,” fortæller Rikke.
Knuden var otte gange tretten centimeter, og selvom Rikke følte sig rask, var det mentalt hårdt at gå rundt og vide, at der voksede noget inde i kroppen.
“Jeg havde nogle heftige dyk i den periode, hvor jeg fik lavet mammografi og ultralyd, og de fandt noget på begge. Mens jeg gik og ventede på resultatet af vævsprøverne, var alle muligheder åbne – også de frygtelige. Jeg var helt vildt bange og havde behov for selv at gøre noget for at styrke min krop og mit sind, fordi det var så ulideligt bare at vente,” siger hun.
Træning blev Rikkes frirum. Godt nok kunne hun ikke slippe bekymringerne helt, men det hjalp at tage musik i ørerne og flygte ud af hovedet og ned i kroppen. Når hun løb en tur i naturen, slap hun for at tale om kræft eller se sin familie og sine venner være bekymrede. Det blev en måde at skifte arena på.
“Jeg var ramt af en enorm magtesløshed, og det var svært at følge med mentalt. Men jeg ville gerne ruste min krop til det, jeg skulle igennem. Jeg ville ikke give op, og træning var en måde at holde hovedet bare en lille smule højt på i en tid med mange dyk,” siger hun.
I perioden efter operationen gjorde Rikke alt, hvad hun kunne, for at bevæge sig. Hun kunne stort set intet med den venstre arm, men så trænede hun forsigtigt den modsatte arm og regnede med, at noget af indsatsen alligevel ville flyde over i den dårlige side. Og hendes stålsathed betalte sig.
En måned efter operationen kunne hun igen lave styrketræning, og fire måneder efter spillede hun sin første håndboldkamp, siden hun opdagede kræftknuden i brystet. Det var noget, der trak tårer.
“Jeg var så rørt og så glad. Det føltes som at være Rikke igen. Den Rikke, som kan gøre alt, hvad hun plejer at gøre, og hende, der spiller kamp med pigerne nede i håndboldklubben. Det var bare så dejligt,” siger hun.
Et halvt år efter er der ikke længere noget, Rikke ikke kan. Lægerne mener, at hendes gode fysiske form inden operationen kombineret med hendes efterfølgende indsats har hjulpet hende med at blive rask lynhurtigt.
Efter en brystoperation skal de fleste have tappet væske fra brystet i op til halvanden måned, men Rikkes krop kunne selv skille sig af med væsken efter bare ti dage – formentlig fordi hun har været så aktiv og holdt kredsløbet i gang før og efter operationen. Selv giver hun træning hele æren for den gode udvikling.
“Jeg siger ikke, at træning er vejen for alle. Der er kvinder, som går igennem meget hårdere og længere forløb med kemo og stråling, og jeg aner ikke, hvordan det må føles at have al den træthed og sygdom. Men for mig personligt har sport været en vej til at håndtere en rigtig hård situation, for det hjalp mig at tænke på, at jeg selv havde indflydelse på situationen.”
I dag er motion en lige så vigtig del af Rikkes liv, som det altid har været, omend hendes motivation har ændret sig væsentligt undervejs.
“Hvor jeg engang motionerede for at se ud på en bestemt måde, har det fokus for længst ændret sig. I dag dyrker jeg sport for at være sund og stærk. I kroppen og i livet,” siger Rikke.