Hvad gør du, når en af dine kære bliver ramt af kræft? Få otte pårørendes bedste råd til at tackle sygdomsforløbet fra sidelinjen. De ved, hvad de taler om.
PÅRØRENDE skal både støtte deres kære i et tungt sygdomsforløb og samtidig passe på sig selv – en uendeligt svær opgave.
Hvad stiller man op, når ens kære bliver ramt af kræft?
Fra diagnosen er stillet, er kaos brudt ud. Alt fra bekymringer og tunge tanker til praktiske udfordringer og dilemmaer om både at være der for andre og passe på sig selv. Her kan man godt have brug for råd.
Vi har spurgt otte mennesker, der selv har stået ved sygesengen. Her deler de deres bedste råd, som de tror kan hjælpe andre i samme situation.
Emilie, 24 år, søster har lymfekræft
“Mit bedste råd er, at man som pårørende skal være deltagende. Her tænker jeg særligt på lægesamtaler og at være med på hospitalet ved kemobehandlinger. Det har jeg og alle min søsters veninder haft stor gavn af.
På den måde har vi fået større forståelse for, hvad kemobehandling egentlig er, og hvordan det foregår. Det har gjort det lettere i samtaler om behandlingsforløbet, fordi vi har været en del af det.”
Læs også: Kræftbehandling: 5 opdagelser, der kan redde dig fremover
Mette, 70 år, datter fik lymfekræft, og to søstre fik hhv. lunge- og tyktarmskræft
“Det vigtigste råd, jeg kan give videre er at prioritere at være der. Den tid, man bruger sammen med den syge, kommer man aldrig til at fortryde. Hvorimod man let kan komme til at fortryde den tid, man ikke fik sammen.
Jeg tror, at håbet om, at den syge bliver rask, afholder mange fra fx at holde orlov fra arbejdet. Hvis vi tager orlov, så er det fordi, at nu skal vores familiemedlem snart dø.
Men sådan behøver det jo ikke at være. Det kan også blive en lykkelig udgang, og den syge bliver rask. Tag orloven alligevel. Det er ikke til at vide hvor lang tid, der går, før forløbet er overstået.
Det er også vigtigt at være åben over for det, den syge har lyst til at snakke om. Jo mere man kan prøve at være i det, desto bedre.
Man kan tale om, at den kærlighed, der er, lever videre. Det er der meget fortrøstning i. Og nogle gange skal man ikke sige noget. Så handler det bare om at være der og være nærværende.”
Andreas, 37 år, søn fik leukæmi
“Min søn blev alvorligt syg og kom i kemobehandling i et halvt år, da han var 3 år. I den tid var der så mange, der spurgte ind til ham. Jeg følte, at jeg skulle fortælle dem alle, hvad der skete, men jeg pakkede også ting ind, for kunne de tåle at høre sandheden?
Så indså jeg, at jeg måtte sætte alt til side og kun være der for min søn. Jeg kunne ikke også være der for alle mulige andre samtidig.
Fra da af besluttede jeg, at jeg kun ville tale om tingene, når jeg selv havde behov for det. Ellers sagde jeg: ‘Ikke lige nu’. Groft sagt har du i den situation gjort dig fortjent til at være totalt egoistisk.
Det samme gælder i forhold til at bede om hjælp. Giv folk opgaver. Du har et kæmpe netværk, og nej, du er ikke til besvær. Min afdeling dér, hvor jeg er betjent, sørgede for at bringe takeaway ud, så vi ikke behøvede at tænke på aftensmad. Det var meget rørende.”
Sara, 39 år, mor fik lungekræft
“Da min mor fik konstateret lungekræft og skulle have kemo og stråling, var vi alle forberedt på, at det ville blive et fysisk mareridt. Hvad vi ikke havde forventet, var den psykiske nedtur, som min mor led under i hele forløbet.
Det er klart, at det at være dødeligt syg gør dig ulykkelig og bange, men dag for dag forsvandt min mor for øjnene af os – hun blev et helt andet menneske. Alt for sent gik det op for os, at hun havde en depression og havde brug for antidepressiv medicin.
Det er åbenbart en normal følgesygdom, når du er alvorligt syg. Men vi anede det ikke og var derfor slet ikke opmærksomme på at presse på for, at hun fik den mentale støtte – og medicinering – hun havde brug for.
Det ville jeg gerne gøre om, hvis jeg kunne. Kræften kunne vi ikke stille noget op over for, men jeg tror på, at vi kunne have givet hende et bedre sidste leveår rent mentalt.”
Gitte, 66 år, mand fik kræft i galdevejene, og veninde fik lungekræft
“Selvom jeg vidste, at først min mand og senere min veninde skulle herfra, snakkede vi ikke meget om, at de skulle dø. Jeg følte ikke, det var min opgave at tage hul på den svære snak. Jeg var der, hvis de havde brug for det, men jeg ville ikke presse på. De skulle selv tage initiativet.
Ofte snakkede vi om almindelige emner som børn, børnebørn, hus, have osv., hvilket betød, at det hele ikke kun handlede om sygdom. Når man er uhelbredeligt syg, tror jeg stadig, at man har brug for at høre, at livet omkring går videre.
Derfor kan man godt tale om almindelige ting, selvom et menneske er alvorligt syg. Samtale om børn og børnebørn kan netop være lyspunkter i en mørk tid. Der er ikke en opskrift, der passer til alle. Man er nødt til at gøre, hvad der føles rigtigt i situationen."
Jeanette, 46 år, mor fik først brystkræft og siden blærekræft
“Når jeg ser tilbage, ville jeg gerne have vidst, at vi som tætte, nære pårørende var lige så berørte af kræften, som min mor var. At sygdommen også var en del af os, og at vi ville få brug for nogen at tale med.
Jeg synes, at mange var berøringsangst, og jeg har sågar oplevet, at nogle af mine helt tætte relationer er gået ud af rummet, da jeg havde allermest brug for at vende det hele med dem.
Oftest talte vi helt naturligt om min mor, og hvordan hun havde det, men sjældent spurgte folk: ‘Hvordan har du det?’.
Det er så vigtigt at bede om hjælp og nogle at tale med. Jeg blev aldrig god til det. Da min mor fik kræft anden gang, endte jeg med at gå til psykolog, som gav mig nogle meget brugbare råd.
Hun sagde blandt andet, at jeg ikke skulle tænke i worst-case-scenarier, men tage tingene dag for dag. Det havde afgørende betydning for min tilgang til sygdommen, og jeg holdt op med at frygte noget, der endnu ikke var sket.”
Marie-Louise, 47 år, søn fik muskelcellekræft
“Jeg zoomede fuldstændig ind i sygdommen og havde ikke fokus på meget andet. Min mand holdt fast i, at vi skulle ‘leve hverdagen’, så godt vi nu kunne. I stedet for at sætte alt på standby, prøvede vi at deltage i arrangementer, tage til træning osv., selvom energien og humøret ikke altid var der.
Jeg havde fx planlagt en venindetur til Amsterdam længe inden, vores dreng blev syg. Da datoen nærmede sig, kunne jeg slet ikke forestille mig at gå fra ham mere end en halv time, indtil min mand overbeviste mig om, at det skulle jeg selvfølgelig!
Den tur var noget helt særligt. Jeg havde ondt i maven, da jeg tog af sted, men de tre dage med gode veninder – de gjorde en kæmpe forskel. Der var jo mange andre, der var der for min søn, for jeg var ikke den eneste, der kunne give ham omsorg. Det skulle jeg lige mindes om.
Så selvom det kræver overvindelse, så husk at gøre noget godt for dig selv, og skyd den dårlige samvittighed til hjørne.”
Læs også: Sådan husker du dig selv, når dine nærmeste bliver syge
Søren, 37 år, kone fik brystkræft
“Det har overrasket mig, hvor længe et forløb kan strække sig. Selve behandlingen med operation og kemoterapi varede kun otte måneder i min kones tilfælde. Så da vi kunne begynde at se lyset for enden af tunnellen, var der jo en rimelig konkret slutdato, hvorefter jeg naivt forventede, at livet ville begynde at bevæge sig mod normalen igen.
Men man skal virkelig ikke undervurdere, hvor hårdt det er at komme ovenpå psykisk efter en livstruende sygdom. Måske er det først, når man er erklæret rask, at den virkelige healing kan begynde.
Det kan tage flere år at komme ovenpå, så hav tålmodighed og vid, at kroppen og hovedet ikke nødvendigvis healer på samme måde eller i samme tempo.”