13 kræftformer, du kan forebygge med motion
Du kan reducere risikoen for flere af de mest udbredte kræftformer ved at træne og holde dig aktiv. Se her hvilke.
Du kan reducere risikoen for flere af de mest udbredte kræftformer ved at træne og holde dig aktiv. Se her hvilke.
Motion beskytter dig mod kræft – det er eksperterne enige om. Antallet af studier, der bakker op om den teori, vokser støt, og samtidig bliver forskerne stadig klogere på, hvilke kræftformer du særligt kan ruste dig imod.
Der findes nemlig over 200 forskellige typer kræft – nogle klart mere sjældne end andre – og det er ikke til at sige med sikkerhed, at træning og daglig bevægelse kan bekæmpe dem alle.
Den gode nyhed er dog, at motion i hvert fald ser ud til at reducere risikoen for mange af de mest udbredte kræftformer og sandsynligvis også en del flere. Se her, hvilke typer du forebygger ved at få pulsen op.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse kan du være sikker på at nedsætte din risiko for disse fire kræftformer, når du holder dig aktiv regelmæssigt. Det gælder alt lige fra hård og sveddryppende træning til bevægelse i det daglige.
Den positive effekt kan skyldes nogle af de sunde mekanismer, vi ved, der sker i kroppen under motion. Blandt andet giver det en bedre fordøjelse og dermed mindre risiko for tarmkræft, og det nedsætter også produktionen af kønshormonet østrogen, hvilket hjælper til at forebygge brystkræft og livmoderkræft.
LÆS OGSÅ: Sådan forebygger motion kræft
De typer kræft, som forskerne med sikkerhed ved, kan bremses med motion, er samtidig nogle af de mest udbredte – og dermed også kræftformer, der bliver forsket meget i. Derfor er det sværere at sige noget endegyldigt om de mindre hyppige kræftformer.
Det kræver studier med meget store befolkningsgrupper, og i 2016 var det netop, hvad der blev udgivet i tidsskriftet JAMA Internal Medicine. Det omfattende studie samlede data fra 12 amerikanske og europæiske studier med i alt 1,4 millioner deltagere. De blev fulgt gennem 11 år, og resultatet viste, at de 10 procent mest aktive havde en lavere forekomst af 13 forskellige kræftformer sammenlignet med de 10 procent mindst aktive.
I et andet større studie fra 2019 tyder resultaterne på samme positive sammenhæng mellem motion og kræftrisiko. Her har amerikanske forskere gennemgået hundredvis af studier på området og når frem til, at et højt aktivitetsniveau – sammenlignet med et lavt aktivitetsniveau – forebygger kræft i blandt andet blæren, spiserøret, nyrerne og maven.
Forskerne har altså de senere år haft mulighed for at undersøge en mere bred vifte af kræftformer – også nogle af de mere sjældne. Og deres konklusioner understreger blot, at fysisk aktivitet sandsynligvis reducerer risikoen for langt de fleste former for kræft.