Lær at spotte tegnene på ægløsning

Hvornår har jeg ægløsning? Hvilke tegn er der? Og hvornår kan jeg blive gravid? Få svar på alle dine spørgsmål om ægløsning her.

Kvinde med ægløsning holder sig på underlivet

KAN DU MÆRKE DIN ÆGLØSNING? Få styr på de små, men vigtige signaler.

© iStock

Du vil måske gerne vide, hvornår du har ægløsning – enten for at øge dine chancer for at blive gravid eller for at undgå det.

Det kan også være, at du blot er nysgerrig og gerne vil kende din krop bedre.

At forstå sin ægløsning kan være en værdifuld indsigt i både din krop og din cyklus. Men hvordan ved man egentlig, hvornår ægløsning finder sted? Hvilke tegn skal man holde øje med? Og hvor længe kan man egentlig blive gravid?

Vi guider dig gennem alle ægløsningens facetter.

1 Hvornår har jeg ægløsning?


Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvornår ægløsningen ligger. Tidspunktet for din ægløsning afhænger nemlig af, hvor lang din cyklus er.

En gennemsnitlig cyklus varer 28 dage – men kan variere fra 21 til 35 dage fra kvinde til kvinde.

Typisk ligger ægløsning 14 dage før, din næste menstruation starter.

Det vil altså sige, at hvis du har en cyklus på 28 dage, så vil din ægløsning formodentlig ligge på dag 14 i din cyklus. Men hvis du har en cyklus på 35 dage, så vil ægløsningen være på dag 21.

Læs også: Østrogen – det vigtige kvindelige kønshormon

2 Hvordan spotter jeg min ægløsning?


Hvis du gerne vil vide, hvornår din ægløsning ligger i din cyklus, kan du gøre flere ting.

  • Udflåd
    Hold øje med din udflåd. Den vil typisk ændre sig under ægløsningen.

  • Mål din temperatur
    Du kan også se på din temperatur, hvornår din ægløsning ligger.
    Det kræver dog, at du tager din temperatur på samme tidspunkt hver morgen. Din kropstemperatur vil normalt stige med cirka 0,5 grader under ægløsning.

  • Apps
    Der findes flere forskellige apps, som kan hjælpe dig med at tracke din ægløsning. En app gør det nemt for dig at se, hvornår ægløsningen ligger, og hvilke dage du kan blive gravid.

  • Ægløsningstest
    Du kan teste dig selv med ægløsningstest, som bl.a. kan købes på apoteket. Testen vil være positiv cirka 24-36 timer inden din ægløsning.
    Hvis du gerne vil være gravid, så er det bedst at dyrke sex samme dag og gerne en eller to dage efter en positiv ægløsningstest.

3 Hvordan føles ægløsning?


Der er en række symptomer, som man kan opleve op til eller under ægløsning.

Ægløsning: Symptomer

Fra sexlyst til udflåd – kender du symptomerne? Se dem her:

Sexlyst

Mange kvinder får mere lyst til sex under ægløsningen.

Pletblødning

Under ægløsningen kan der godt komme lidt brun eller lyserød pletblødning.

Ømme eller hævede bryster

Ændringer i hormoner kan give forandringer i brysterne i form af hævelse eller ømhed.

Smerter

Nogle kvinder får smerter under ægløsningen. Det sker, hvis der opstår blødning omkring æggestokken under ægløsningen. Smerterne vil aftage efter et par dage.

Man kan også få smerter, når ægget frigiver sig. Det er ofte en kort smerte, der kan føles som små kramper i den side, hvor ægget løsner sig.

Energi og humør

For nogle kvinder er ægløsning også forbundet med, at de bliver mere energiske og i bedre humør.

Udflåd

Din udflåd bliver mere gennemsigtig, elastisk og slimet op til ægløsningen. Konsistensen minder lidt om rå æggehvide, som du kan strække mellem fingrene i en lang tråd.

Din udflåd ændrer sig op til ægløsningen for at hjælpe sædcellerne med at komme frem til ægget.

Hvornår har man størst chance for at blive gravid?

KONSISTENSEN af din udflåd kan hjælpe dig med at se, om din ægløsning er på vej.

© I Form

4 Hvor længe har man ægløsning?


Din ægløsning varer kun et øjeblik.

Du er dog frugtbar i cirka 24 timer, hvor du kan blive gravid.