Dorthe Nakskov er en af de parkinsonpatienter, hvor masser af træning hjælper hende med at holde smerter og symptomer væk. Hun fik sin diagnose som 37-årig, og i dag – seks år senere – er hun i sit livs bedste form.
TRÆNING TRODS SYGDOM Dorthe Nakskov cykler, går til holdtræning, spiller padel, synger i kor og bokser – blandt andet. Træningen hjælper på hendes symptomer.
En morgen for syv år siden stod Dorthe Nakskov og børstede tænder, da det pludselig gik op for hende, at hun nok havde Parkinsons sygdom.
“Jeg havde haft forskellige symptomer, men havde stadig ikke lagt to og to sammen. Det var svært for mig at børste i cirkler, som jeg plejer, og så ramte det mig: ‘Det her har jeg set før!’ Min far fik Parkinson, da jeg var teenager, og han havde de samme symptomer. Så pludselig stod det klart for mig, at det måske var dét, jeg fejlede,” siger hun.
Ud over udfordringer med finmotorikken havde Dorthe oplevet uro i højre side af kroppen og en følelse af, at det trak i armen. Det ene ben føltes også underligt. Hun led tit af forstoppelse, og om natten havde hun voldsomme mareridt. Alt sammen kendte tegn på Parkinsons sygdom.
Jeg kan godt nok ikke standse den nedadgående kurve, men jeg kan gøre den mindre stejl.— Dorthe Nakskov
Desværre viste Dorthes bange anelser sig at holde stik. Hendes reaktion var at læse alt om sygdommen, og her lærte hun, at motion hjælper på mange af symptomerne. Så hun lavede en benhård plan, som hun fulgte minutiøst.
“Jeg gik til opgaven, som gik jeg i kamp mod en fjende. Jeg trænede i timevis, spiste efter en diæt, fik altid otte timers søvn og dyrkede yoga. Men til sidst blev det faktisk stressende at nå alting. Jeg havde så travlt med at passe på mig selv, at jeg glemte at gøre netop dét,” siger hun.
Hun skruede ned for skemaerne og har nu fundet en balance, hvor hun stadig træner dagligt, men kun sport, hun har lyst til. Og det er ikke småting, Dorthe når på en uge.
“Jeg går til holdtræning med en fysioterapeut, spiller padel, petanque og danser. Jeg bokser i en klub og spiller badminton, og når vejret er godt, løber jeg eller kører landevejscykling. Desuden går jeg til kor for at træne stemmen, fordi Parkinson rammer alle muskler i kroppen og gør dem stivere – også i halsen,” siger hun.
“Det kan lyde som et hæsblæsende program, men jeg er typen, der har lidt krudt i røven. I dag vil jeg stå på hænder, i morgen køre på ethjulet cykel. Hvis én motionsform ikke fungerer for mig, så erstatter jeg den bare med noget andet. For tiden er boksning min favorit. At bokse giver power og selvtillid, og det har jeg brug for,” siger Dorthe.
Uden træning bliver hun hurtigt stiv i kroppen og får ondt. Bare ti dages sommerferie uden de sædvanlige smidigheds- og balanceøvelser kan tydeligt mærkes.
“Jeg begynder at snuble og træder skævt på fødderne, og det gør ondt at bukke mig ned eller komme ud af sengen. Med yoga bliver mange bevægelser blødere og mere medgørlige, så motion hjælper mig på et helt dagligdags plan. Jeg gætter på, at jeg nok ville skulle tage mere medicin, hvis jeg ikke trænede så meget, for jeg ville hurtigt få ondt og blive stivere,” siger hun.
Vil du i gang med yoga? Prøv I FORMs online yoga-univers med øvelser og programmer på video
“Men jeg har ikke prøvet at stoppe med træning, og det kommer jeg heller ikke til.”
Før Dorthe fik diagnosen for syv år siden, var hun også aktiv, men slet ikke som i dag. Nu har hun nemlig et helt klart mål med sin træning:
“Sygdommen har været en øjenåbner. Jeg har indset, at det vigtige i livet er at have det godt sammen med dem, jeg holder af. Og det kan sport hjælpe mig med at gøre så længe som muligt. Jeg kan godt nok ikke standse den nedadgående kurve, men jeg kan gøre den mindre stejl. Min generelle sundhed har aldrig været bedre, og jeg har tænkt mig at blive ved, så længe jeg overhovedet kan,” siger hun.