Longevity: 2 tiltag, der måske også kan øge din levetid

Bidt af longevity? Tjek, hvilket særlige spisemønster og hvilken type medicin, der måske kan forlænge livet.

Tom tallerken for at illustrere faste

PERIODISK FASTE kan få mus til at leve længere. Om det samme gør sig gældende for dig er endnu uvist. Men det kan helt sikkert hjælpe dig med vægttab.

© iStock

Du må hellere end gerne læse denne artikel. Men hvis denne artikel er den første, du læser om, hvad du kan gøre for at leve længere, vil vi foreslå, at du starter her:

Læs også: Aldringsforsker: 7 tiltag, der forlænger dit liv

For er du motiveret for at gøre en indsats, er det selvfølgelig oplagt at starte med de livsstilsændringer, som forskerne ved, har en effekt.

Der findes dog også en lang måske-liste over tiltag, der måske også har en effekt. To af dem kan du læse om her.

Det er aldringsforsker Nicklas Brendborg, der er vores kilde til såvel denne artikel som til artiklen om de 7 dokumenterede tiltag.

Ud over at være ph.d.-studerende i aldringsforskning på Rigshospitalet er han også forfatter til bestsellerne “Gopler ældes baglæns” og "Vanedyr“ og står bag den populære DR-podcastserie “Jagten på det evige liv”.

2 tiltag, der måske har en effekt på vores levetid

Periodisk faste

Inden du kaster dig ud i en faste, fx 8:16-fasten, er det en god idé at spørge dig selv, hvad du gerne vil opnå.

Er målet vægttab, har faste vist sig at være en effektiv metode, mens et mål om længere liv er mere uklart.

“Er du overvægtig og begynder at faste, vil du tabe dig, og så er det klart, at det vil gavne dit helbred. For man kan sige, at du allerede er i gang med at forkorte dit liv ved at være overvægtig,” siger aldringsforsker Nicklas Brendborg.

Han tilføjer, at det er uvist, om effekten vil være den samme for en normalvægtig person, der i forvejen lever sundt.

Der er ganske vist set en effekt på dette i forsøg med mus, men forskeren understreger, at man ikke bare kan overføre dette resultat til mennesker, idet vi formentlig skal faste i væsentligt længere tid end mus for at opnå samme effekt.

Læs også: Christina tabte sig over 9 kilo med 8:16-fasten

Metformin

Metformin er en af de mest anvendte medicinformer mod diabetes.

I de senere år er medicinen dog også blevet sat i sammenhæng med longevity. Ifølge aldringsforsker Nicklas Brendborg skyldes det bl.a. et studie, hvor man så, at diabetikere på metformin levede længere end raske mennesker.

Brendborgs konklusion her og nu er, at metformin kan hjælpe folk, der har en usund livsstil med at leve længere, men at man endnu ikke ved, om metformin også har samme effekt på folk, der i forvejen lever sundt.

Metformin er receptpligtig medicin og bør kun tages, hvis det er blevet udskrevet af ens egen læge.