Få en sundere arbejdsplads

Er du sund på jobbet? Vi guider dig til, hvordan du kan undgå 6 typiske sundhedsfælder på arbejdspladsen.

Travl arbejdsplads

JOB Med små justeringer hist og pist kan du gøre din dag på jobbet en del sundere.

© iStock

6 sundhedstrusler på jobbet

Du er der typisk 37 timer om ugen. Stort set hver uge. Året rundt. Dit job fylder naturligt en stor del af dit liv, så det er afgørende for dit helbred, at du trives. Gå på opdagelse på en typisk arbejdsplads, og se, hvordan du styrer uden om sundhedstruslerne.

1. Bunken på skrivebordet

Need to do og nice to do

Når arbejdsopgaverne hober sig op, gælder det om at tage affære, inden du bliver alt for presset. Lav en prioriteret to do-liste, del opgaverne ind i hastesager og ting, der kan vente, og del også store opgaver ind i mindre bidder. Samtidig må du skrue ned for forventningerne til, hvad du kan nå. Undgå fx at tage ekstraopgaver, arrangere julefrokost og lignende. Søg også støtte hos dine kolleger, og fortæl dem, hvad der presser dig. Forskning tyder på, at social støtte kan mindske stressreaktionerne.

Har du eller en af dine kolleger stress? Her finder du de 5 mest almindelige symptomer på stress.

2. Temperaturen

Køligt er bedst

Er der åben krig om termostaten på jobbet, så lad de lidt køligere temperaturer vinde. Så præsterer du bedre, viser studier. Luft derfor også ud ofte, og få chefen til at hoste op med en ventilator om sommeren.

  • Over 22 grader Sørg for at blive kølet ned i løbet af dagen, fx med ventilator.
  • 20-22 grader Giver de bedste arbejdsforhold ved stillesiddende arbejde.
  • Under 20 grader Giver de bedste arbejdsforhold, hvis du er aktiv i løbet af arbejdsdagen.

3. Støj

Hurra for hørebøffer

Snak, grin og telefoner, der ringer lystigt. Især åbne kontorlandskaber er fyldt med støj, som afbryder dig i arbejdet og ifølge eksperter kan give hovedpine og stress. Aftal derfor med dine kolleger, hvordan I mindsker støjen. Fx ved at holde alle småmøder i et møderum i stedet for hen over skrivebordet, gå ud, når der skal snakkes privat, skrue ned for ringetonen på telefonerne og rykke kaffemaskine og andre støjkilder ud på gangen. Når du virkelig skal koncentrere dig, kan du bruge høretelefoner og lytte til stille musik eller en app med såkaldt hvid støj, som er lyde designet til at dæmpe støj omkring dig.

LÆS OGSÅ: Test af høretelefoner – find de rette

Du kan her lytte til en guidet mindfulness lydfil, som afstresser, giver mental ro og skaber gode forudsætninger for at løse problemer på arbejdet.

4. Kontorstolen

Variation er vejen frem

En hel dag foran en computer kan mærkes i kroppen. Derfor er det vigtigt, at du skifter arbejdsstilling indimellem, så du ikke hele tiden belaster de samme muskelgrupper. Når du indstiller bord, stol og skærm, så sørg for, at dine skuldre er sænkede, ryggen er ret, og armene hviler på bordet med en 90-graders vinkel i albueleddet. Dine øjne skal være ca. 60 cm fra skærmen og kigge en smule nedad.

  • Nem øvelse for nakken Stå med armene ned langs siden med en lille håndvægt eller en vandflaske i hver hånd. Træk skuldrene op mod ørerne, og lad dem falde afslappet ned igen.

5. Stå- og siddetid

Mange små pauser er nok

Uanset om du har et job, hvor du står det meste af dagen, eller om du har rumpen solidt placeret på en stol 7-8 timer dagligt, sætter det negative spor i kroppen. Hvis stolen er din udfordring, behøver du dog blot at rejse dig et par minutter ad gangen for at mindske risikoen for bl.a. hjerte-kar-sygdomme og overvægt. Så rejs dig så ofte som muligt, fx ved at hæve dit bord, hente kaffe, holde stående møder eller stille papirkurven langt fra skrivebordet.

Så mange kalorier forbrænder du ved små ståpauser

Er det omvendte problemet – at du står meget på jobbet – kan du forebygge åreknuder, kramper og hævede ben ved at tage mange små siddepauser, gerne med benene opad, gå i sko med god stødabsorbering og bruge kompressionsstrømper.

6. Hygiejnen

Vær klar med håndsprit

Arbejder du et sted med mange mennesker i samme lokale, bliver arbejdspladsen hurtigt én stor bakteriebombe. Især hvis der også er børn til stede. Her gælder det om at vaske hænder ofte og måske have håndsprit med i tasken, hvis du ikke vil overtage din kollegas forkølelse. Husk også at hoste og nyse ned i dit ærme.

Her finder du 4 andre vaner, du bør droppe på arbejdet.

Newsletter background